Handelsgymnasie søsætter ny shippinglinje

Foto: Danske Rederier / Carsten Lundager

Nye trends i shippingbranchen og internationalt udsyn skal på skoleskemaet sammen med fag som dansk, matematik og idræt. Handelsgymnasiet Niels Brock skaber ny international shippinglinje, som skal udbrede kendskabet og mulighederne i shippingbranchen.

Publisert

Handelsgymnasiet Niels Brock åbner dørene for en ny internationallinje sigtet mod shippingbranchen.

Formålet er at give eleverne en introduktion til Det Blå Danmark, så de får vækket interessen for shippingbranchens mange muligheder allerede i gymnasieårene. Samtidig vil det give ekstra faglig dybde i flere af de merkantile fag og herudover understøttes udviklingen af elevernes globale mindset.

”Skibsfart er Danmarks største enkeltstående eksporterhverv og en branche i rivende udvikling, derfor glæder vi os til at udbrede kendskabet og mulighederne til branchen, så endnu flere vælger en karriere i shippingbranchen,” siger Birgitte Faber, rektor på Det Internationale Gymnasium, Niels Brock.

Ungdomsuddannelsen har en HHX- studentereksamen og indeholder derfor en række standard gymnasiefag som matematik, dansk og historie og merkantile fag som afsætning, internationaløkonomi og kulturforståelse. Derudover vil den nye linje byde på en række shippingrelateret studieaktiviteter hvert semester.

Studieaktiviteterne har til formål at vise hele shippingbranchen lige fra havne, it-udvikling, finans, bunker og broker. På det sidste semester får eleverne også mulighed for at komme på et otte ugers studieophold på en af Niels Brocks partnerskoler. På studie-opholdet bor eleverne hos lokale familier og deltager i en række virksomhedsbesøg i shippingrelaterede virksomheder.

”Vi mangler dygtig arbejdskraft, hvis vi fortsat skal være en af verdens største søfartsnationer, og derfor glæder det mig, at vi nu også på gymnasieniveau kommer til at inspirere unge til at gå den blå vej. Fremtidens shippingansatte skal have viden om alt fra bæredygtighed, alternative brændstoffer og multimodal transport. Det er en enormt alsidig branchen, og det vil eleverne forhåbentlig kunne mærke,” siger uddannelseschef hos Danske Rederier, Anne Panknin Kristensen.

Danske Rederier håber, at eleverne ved endt uddannelse vil gå direkte videre på Danske Rederiers trainee-uddannelse, Danish Shipping Education, og derved blive en del af fremtidens shippingbranche.

Powered by Labrador CMS