Kommune fraråder spisning af fisk efter nye fund af PFOS

michael-diane-weidner-PtaGvYqe5BI-unsplash-768x512-1

Mindre, nye fund af PFOS betyder, at Aarhus Kommune i samråd med Fødevarestyrelsen fraråder at spise fisk fanget i Koldkær Bæk, Egåen og Egå Engsø. Fundene er alle under den såkaldte aktionsgrænse.

Publisert Sist oppdatert

Analyser af vandprøver fra Koldkær Bæk samt fire fisk fanget i Egå Engsø har påvist mindre forekomster af PFOS. Aarhus Kommune har derfor rettet henvendelse til Fødevarestyrelsen for at blive rådgivet om eventuelle tiltag.

“Fundet i fiskene ligger under aktionsgrænsen, så det er ikke påkrævet, at vi iværksætter tiltag. Vi har dog i samråd med Fødevarestyrelsen og ud fra et forsigtighedsprincip valgt at fraråde at man tager fisk med hjem og spiser. Man kan altså godt fiske i Koldkær Bæk, Egåen og Egå Engsø, men man bør ikke spise fiskene,” siger områdechef i Teknik og Miljø, Simon Grünfeld.

Aarhus Kommune vil nu løbende i de kommende måneder foretage målinger af mulig PFOS i fisk fra vandløbene og engsøen. Der er målt PFOS i flere andre kommuner i landet, og erfaringerne fra andre kommuner og vejledninger fra de statslige myndigheder vil blive taget med i overvejelserne om, hvor længe man vil fraråde at fiske de pågældende steder. Der er ligeledes tæt dialog med lystfiskerne.

Der er også for første gang fundet mindre forekomster af PFOS opstrøms og nedstrøms i Koldkær Bæk mod udløbet til engsøen. Igen er det værdier, der er så små, at de er tæt på detektionsgrænsen.

“Der må fortsat forventes fund af PFOS, da resultaterne tyder på en generel baggrundsbelastning med PFOS på niveau med grænseværdien. Der vil også være stor variation i vores målinger alt afhængigt af nedbør og vandstand. Det skal vi have analyseret nærmere, og det betyder, at vi skal have taget flere prøver i løbet af 2022. Vi skal også se, hvilke erfaringer andre kommuner gør,” lyder det fra Simon Grünfeld

Aarhus Vand advarer stadig mod at bade og fiske i regnvandsbassinet ved brandskolen.

The post Kommune fraråder spisning af fisk efter nye fund af PFOS first appeared on FiskerBladet.

Powered by Labrador CMS