Tragisk: 39 mennesker frygtes omkommet ud for Florida
Den amerikanske kystvagt måtte tirsdag rykke ud til en kæntret båd med migranter cirka 72 kilometer øst for byen Fort Pierce i delstaten Florida. 39 mennesker frygtes omkommet, mens en enkelt mand er sluppet med livet i behold.
39 mennesker frygtes omkommet efter en mistænkt menneskesmuglerbåd tirsdag kæntrede cirka 72 kilometer øst for byen Fort Pierce i den amerikanske delstat Florida. Det oplyser den amerikanske kystvagt.
En tilfældig forbipasserende alarmerede kystvagten, da vedkommende fandt en mand, der klyngede sig til skroget af en kæntret båd. Efter at have hevet manden op af det kolde vand fortalte han, at han sammen med 39 andre mennesker lørdag aften var sejlet fra den lille ø Bimini, som er en del af østaten Bahamas.
Båden løb dog ind i et alvorligt uvejr og kæntrede, og kystvagten har nu startet en storstilet eftersøgning af de 39 øvrige personer ombord.
Myndighederne i Florida mistænker personerne for at være ofre i en sag om menneskesmugling.