Danske Havne udvider bestyrelsen med to nye medlemmer

Danske Havnes direktør og bestyrelsesformand, henholdsvis Tine Kirk Pedersen og Carsten Aa. Foto: Danske Havne
Danske Havnes direktør og bestyrelsesformand, henholdsvis Tine Kirk Pedersen og Carsten Aa.

Ved Danske Havnes generalforsamling blev det vedtaget at udvide antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 11 til 13 i havnenes interesseorganisation.

Publisert

Efter to dages vellykket og velafviklet Havnekonference i et solbeskinnet Aalborg, afholdt Danske Havne generalforsamling. Her understregede bestyrelsesformand Carsten Aa, direktør i Odense Havn, i sin beretning, at det generelt går rigtig godt i havnene.

Dog har især krydstogthavnene været frontalt ramt af Coronapandemi, og derfor er det glædeligt, at krydstogterne er ved at vende tilbage i stort tal.

Carsten Aa betonede også det vigtige i, at Danske Havne arbejder målrettet på at oplyse politikere om havnenes forhold og væsentlighed, så især Christiansborg bliver bedre til at prioritere de blå vandveje.

Havnenes fokus i fremtiden bliver i høj grad som nøglespillere i den grønne omstilling og at fastholde havnenes andel på ca. 75 procent af udenrigshandelen.

Bestyrelsen havde foreslået en udvidelse af antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 11 til 13, og det vedtog generalforsamlingen.

Derefter blev følgende 13 valgt til bestyrelsen: Carsten Aa, Odense Havn, Thomas Elm Kampmann, Køge Havn, Barbara Scheel Agersnap, Copenhagen Malmö Port, Thomas Haber Borch, Aarhus Havn, Claus Holstein, Aalborg Havn, Dennis Jul Pedersen, Esbjerg Havn, Rune D. Rasmussen, Associated Danish Ports – ADP Fredericia, Erik Flyvholm, Thyborøn Havn, Henrik Carstensen, Grenaa Havn, Henrik Thykjær, Aabenraa Havn, Willy Bent Hansen, Skagen Havn, Meiner Nørgaard, Nykøbing-Mors Havn og Poul A. Larsen, Vordingborg Havn, der konstituerede sig med Carsten Aa som formand og Thomas Elm Kampmann som næstformand.

Powered by Labrador CMS