Beredskabet kaldt ud – Båd med tre personer kæntrer i Limfjorden

Arkivfoto: Rigspolitiet

Nordjyllands Beredskab måtte fredag aften på arbejde, da en båd med tre personer kæntrede i Limfjorden ved Nørresundby.

Publisert

Både en helikopter og en båd fra Nordjyllands Beredskab blev fredag aften sendt i aktion, da en lille motorbåd med tre mænd kæntrede i Limfjorden ved den nordjyske by Nørresundby.

Kæntringen fandt sted mellem Limfjordsbroen og Jernbanebroen, der forbinder Nørresundby med Aalborg, og de tre mænd begyndte straks at svømme mod land. Omkring 100 meter fra kajen blev de tre personer samlet op af beredskabets redningsbåd, som fik de tre unge mænd sikkert tilbage til bredden, hvorefter de blev kørt på sygehuset og behandlet for afkøling.

Der blev desuden taget blodprøver fra de tre mænd, da de er under mistanke for spritsejlads.

Powered by Labrador CMS