Der skal opsættes 10.000 af de allerstørste havvindmøller i Nordsøen, som kan forsyne omkring halvdelen af indbyggerne i EU med strøm. Sådan lyder planerne for en ny politisk aftale.
Der er havvindmøller på programmet, når statsminister Mette Frederiksen (S) i dag mødes med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen, Tysklands kansler, Olaf Scholz, Hollands premierminister, Mark Rutte, og Belgiens premierminister, Alexander De Croo, til europæisk topmøde om havvind i Esbjerg.
Her er det angiveligt planen, at Danmark, Tyskland, Holland og Belgien vil indgå en aftale om at tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen til mindst 150 gigawatt frem mod 2050 – og 65 gigawatt inden 2030. Det skriver Politiken.
Målet skal nås ved at opsætte 10.000 af de allerstørste havvindmøller i Nordsøen – her iblandt knap en fjerdedel i den danske del – som kan forsyne omkring halvdelen af indbyggerne i EU med strøm.
De mange havvindmøller skal foruden at hjælpe med at gøre EU fri af russisk olie ligeledes sikre, at unionen bliver klimaneutral i 2050.
“Vi er gået sammen om at sige, at vi vil løfte den kæmpestore udfordring, at Europa skal gøres grøn. At energiforsyningen i Europa skal væk fra fossile brændstoffer og bruge meget mere havvind,” siger den danske klimaminister, Dan Jørgensen (S).
En reaktion
Hvor er det transparente, robuste beslutningsgrundlag bag denne beslutning? Herunder økonomioverslag, finansieringsovervejelser, miljøvurderinger, alternativvurderinger (herunder analysen og fravalget af alternative løsninger, fx. A-kraft.?