Skønne billeder – Nyt Esvagt-skib døbt af TotalEnergies

Esvagt Heidi døbt på havnen i Esbjerg. Foto: TotalEnergies / Facebook
Esvagt Heidi døbt på havnen i Esbjerg.

De seneste skridt i et historisk omfattende samarbejde om sikkerhed og support i den danske Nordsø blev taget onsdag, da gudmor Heidi Helbo, Senior Legal Counsel, fra TotalEnergies døbte Esvagt Heidi i dokhavnen i Esbjerg.

Publisert

Esvagt Heidi er et af to ombyggede PX121 multifunktionelle skibe, der som noget helt nyt er i stand til at udføre flere opgaver og have flere forskellige roller i operationen. Sammen med walk-to-work-skibet Esvagt Dana, søsterskibet Esvagt Leah og yderligere fire Esvagt-skibe skal de varetage sikkerhed, transport og supplyarbejde for TotalEnergies i den danske del af Nordsøen i de næste mange år.

Aftalen, som er kommercielt historisk stor for Esvagt, nytænker den operationelle og logistiske infrastruktur på Nordsøen. Helt konkret betyder det, at man i forhold til tidligere koncentrerer flere funktioner og opgaver på færre skibe. Alene den del af den nye infrastruktur vil medføre færre udledninger fra den logistiske del af Nordsø-operationen.

Samarbejdet omfatter det samlede sikkerhedsberedskab, der skal være på plads for at kunne drive en sikker offshore-operation, ligesom det inkluderer transport og overførsler af gods og personer fra on- til offshore. Derudover er de nye multifunktionelle skibe klassificeret som såkaldte hybrid-skibe, der kan arbejde på energi fra både generatorer og el fra batterier samtidigt. Dermed er de også med til at reducere det samlede energiforbrug og de samlede udledninger ved at udnytte landstrøm i havn og supplere med batteri under operation.

”Vi er meget glade for at indgå i et omfattende partnerskab, der gentænker værdiskabelsen og byder på innovative løsninger. Vi udnytter både vores stærke kompetencer på beredskab og sikkerhed og fokuserer på at minimere miljøpåvirkningen,” siger Chief Strategy and Commercial Officer i Esvagt, Søren Karas.

Esvagts kombination af en stærk sikkerhedskultur og fokus på energioptimering og begrænsning af emissioner har været udslagsgivende for TotalEnergies i valget af partner. Det fortæller Head of Logistics & Support to Operations hos TotalEnergies, Rasmus Rozentals.

“Aftalen med Esvagt markerer endnu et skridt på vejen mod at arbejde langs hele vores værdikæde på at optimere og strømline vores operation, så vi opererer så sikkert som muligt og med så få udledninger som muligt. Jeg er rigtig glad for, at vi i Esvagt har en stærk partner at tage ud på denne rejse sammen med,” siger han.

Fakta om aftalen:

  • Aftalen mellem TotalEnergies og Esvagt omfatter sikkerhed, transport og supplyarbejde for TotalEnergies i den danske del af Nordsøen.
  • I forhold til tidligere koncentrerer man med aftalen flere funktioner og opgaver på færre skibe.
  • Aftalen vil føre til færre udledninger fra TotalEnergies’ logistiske operation offshore.
  • Samlet set beskæftiger aftalen mere end 160 danske søfolk.

Fakta om Esvagt Heidi:

  • Esvagt Heidi udgør sammen med Esvagt Leah de to ombyggede PX121 multifunktionelle skibe.
  • Besætningen ombord er 13 mand stor.
  • Skibet er 83,4 m langt.
  • Skibet kan laste 4234 tons dødvægt.
  • Skibene er klassificeret som hybridskibe og vil under operation kunne arbejde fra batteri og generator.
  • Skibene er identiske søsterskibe af Ulstein Ship Design, og de er 10 år gamle. Skibene blev ombygget af Ulstein umiddelbart før, end Esvagt overtog dem.
  • Skibene er bl.a. udstyret med davit og ESVAGTs egne FRB-både (Fast Rescue Boats), så de kan dække ERRV-behovet (Emergency Response and Rescue Vessel) til beredskab ved siden af supply.
Esvagt Heidi døbt på havnen i Esbjerg.
Powered by Labrador CMS