Scandlines skruer op for vindkraften og reducerer CO2-udledningen

Foto: Scandlines

Med en målsætning om at blive emissionsfri i 2040 sætter Scandlines sig højere mål end Parisaftalen. Næste skridt er installationen af et Norsepower-rotorsejl på Scandlines hybridfærgen, M/F Berlin.

Publisert

Siden 2013 har Scandlines investeret over 2,2 milliarder kroner i miljørigtig hybridteknologi. I 2020 føjede rederiet miljøvenlig vindkraftteknologi til listen af grønne initiativer med installationen af et rotorsejl på hybridfærgen Copenhagen, der sejler på ruten Gedser-Rostock. Med rotorsejlet fra finske Norsepower kan Scandlines reducere CO2-udledningen fra hybridfærgen med gennemsnitligt 4 procent – og på de gode dage med helt op til 20 procent.

Rotorsejlet – en 30 meter høj roterende søjle – er en moderne version af Flettner-rotoren, og teknologien er baseret på Magnus-effekten. Når vinden møder det roterende sejl, opstår der en trykforskel. På den ene side af sejlet aftager vinden i fart, mens den på den anden side tiltager i fart. Forskellen i vindhastigheden resulterer i en trykforskel, som presser skibet fremad i en vinkelret position til vindretningen.

Som følge heraf kan Scandlines skrue ned for brugen af dieselmotorer og reducerer således både brændstofforbruget og de dermed forbundne emissioner.

Teknologien fungerer optimalt, når vinden kommer ind fra siden vinkelret på sejlet med 20 m/s lidt agten for tværs. Ruten mellem Gedser i nord og Rostock i syd er næsten vinkelret på den fremherskende vind fra vest (eller lidt sjældnere fra øst), og betingelserne for brugen af rotorsejl er derfor gunstige på ruten.

Den 16. maj 2022 installerede Scandlines Norsepower-rotorsejlet på M/F Berlin i havnen i Rostock, mens færgen var ude af drift i nogle timer.

“Vi har gjort os positive erfaringer med rotorsejlet på Scandlines-hybridfærgen Copenhagen og har derfor forberedt søsterfærgen til også at få et rotorsejl. Det er glædeligt at se, at rotorsejlet blev installeret uden problemer, og at færgen kunne gå i drift igen her til morgen som planlagt,” lyder det fra COO i Scandlines, Michael Guldmann Petersen.

“Scandlines tager de internationale mål for reducering af drivhusgasser meget alvorligt og går forrest, når det drejer sig om at investere i alternative løsninger. Det, at Scandlines nu også monterer vores rotorsejlsteknologi på søsterskibet, viser med al tydelighed, hvor anvendelig vindkraft er, og hvilken betydning reduceringen af udledning har,” siger CEO ved Norsepower, Tuomas Riski, om den seneste installation.

Løsningen er fuldt automatiseret. Systemet måler vindens hastighed og retning og beregner herefter, om rotorsejlet vil reducere udledningen. Når det er tilfældet, starter rotorsejlet automatisk. Der er defineret positioner, såkaldte ”red zones”, i områderne ud for Gedser og Rostock/Warnemünde, hvor rotorsejlet ikke aktiveres, da det vil gribe forstyrrende ind i skibets manøvre.

Powered by Labrador CMS