Folkefest på programmet – Nordjysk havn klar til indvielse

Sæby Havn. Foto: Frederikshavn Kommune
Sæby Havn.

Den nye Havn i Sæby bliver indviet lørdag den 28. maj 2022, og det skal fejres med en folkefest.

Publisert

Udvidelsen af Sæby Havn har længe været en drøm for mange, og nu står den endelig færdig til glæde for både lokalsamfundet, gæstesejlere og turister.

Havneudvidelsen er et bidrag til Frederikshavn Kommunes ønske om at skabe udvikling i hele kommunen for at gøre den endnu mere attraktiv for borgere, tilflyttere og turister. Nye faciliteter danner gode rammer for udvikling i bosætningen, turismen og friluftslivet. Sæby gøres endnu mere attraktivt for lokale og besøgende med flere muligheder for at benytte kysten hele året.

Målet er endnu ikke nået, men havneudvidelsen er et stort skridt på vejen i udviklingen af Sæby og hele Frederikshavn Kommune.

Indvielsen af Sæby Havn fejres med masser af aktiviteter og underholdning fra lørdag formiddag – på både den nye og gamle del af Sæby Havn. Derudover vil der også være aktiviteter på Sæby Torv fra klokken 9.30 – 13.00.

Aktiviteter og underholdning er arrangeret af foreningerne i Vandsportens Hus, Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening og Sæby Kirke i samarbejde med Frederikshavn Kommune.

Den officielle indvielse begynder klokken 11.00, hvor borgmester Birgit Hansen klipper snoren til den nye havn. Hun giver også et par ord med på vejen sammen med formand for Sæby Erhvervsforening, Kim Müller og direktør for Destination Nord, Tonny Thorup.

Herefter vil borgmester Birgit Hansen afsløre en ny kunstinstallation på Sæby Havn, Et hav af liv – i bobler af lys, som er givet af Melsens Fond. Det er Sæby-kunstneren Leni Bille, der har skabt to skulpturer inspireret af havet, himlen og havnens betydning.

Powered by Labrador CMS