Drukneulykker på danske havne skal nedbringes

Arkivfoto: Deniz Ürgün / Unsplash

Transportminister Trine Bramsen tager nu initiativ til en konference, der skal sætte fokus på sikkerheden på danske havne. Formålet er at reducere antallet af de mange drukneulykker, som finder sted hvert år.

Publisert Sist oppdatert

Hvert år omkommer cirka 60 mennesker i drukneulykker i Danmark. Cirka 20 procent af dødsfaldene sker på havnene.

På den baggrund tager transportminister Trine Bramsen sammen med Danske Havne nu tager initiativ til en konference, der skal finde løsninger og give kommuner og havne incitament og inspiration til at øge sikkerheden på havnene.

“Drukneulykker er tragiske og unødvendige ulykker, som vi skal gøre endnu mere for at undgå. Derfor har jeg sammen med Danske Havne taget initiativ til en konference, hvor alle relevante parter kan drøfte, hvordan vi sammen kan forhindre nogle af de helt menigsløse drukneulykker,” siger transportminister Trine Bramsen.

Danske Havne bliver medarrangør af konferencen.

“Sikkerheden på vores havne er vigtig og prioriteres af ledelserne på de enkelte havne. Drukneulykker på havnenære områder er triste og unødvendige. Vi er glade for at være med i arbejdet for at mindske de skæbnesvangre drukneulykker. Lys, redningskranse og selvlysende stiger kan gøre en livreddende forskel. Men vi skal også passe på hinanden – så gå aldrig alene hjem,” siger direktør i Danske Havne Tine Kirk.

Konferencen finder sted den 23. juni 2022.

Powered by Labrador CMS