Danmarks største bæredygtige dry port skal etableres for milliarder

Foto: Odense Havn

Odense Havn investerer milliarder i at holde tempoet oppe på den grønne omstilling med etableringen af Danmarks største bæredygtige dry port.

Publisert

Odense Havn vil på næsten en million kvadratmeter mellem Odense og Årslev skabe Odense Dry Port – Danmarks største logistikhub med op til 500.000 kvadratmeter bygninger, der skal sikre forsyningskæderne til havnens kunder inden for den grønne omstilling.

Odense Havn har af staten købt det lukkede forsøgsgartneri ved Årslev på Midtfyn og vil for mellem 4 og 5 milliarder kroner udvikle området til en højteknologisk og bæredygtig logistikhub.

Odense Dry Port skal sikre, at havnens store kunder, inden for vindmølle- og offshore industrien, kan følge med efterspørgslen og sikre dem mulighed for at have større lagre af de mest nødvendige dele tæt på deres produktion.

Planerne for den massive udbygning af offshore vind alene i EU betyder, at Odense Havns nuværende havnearealer prioriteres til den grønne omstillings vitale produktions- og vækstbehov, så industrien kan vokse og realisere de politiske ambitioner, der blandt andet skal sikre uafhængighed af russisk energi.

Med Odense Dry Port kan lager- og logistikdelen flyttes væk fra havnearealet, men tæt nok på til at mindske afhængigheden af de internationale forsyningskæder, hvor blandt andet en pandemi, krig og en grundstødning i Suez-kanalen har udfordret produktionshastigheden i den grønne omstilling og andre logistikaktiviteter i store dele af verden.

“Jeg ser placeringen i Årslev som en vigtig brik til, at vi herhjemme overhovedet kan lykkes med at producere de vindmøller og levere de grønne kvantespring, der kan give hele verden den bæredygtige energi, den har behov for, siger Odense Havns administrerende direktør Carsten Aa. – Meningen er, at alt på og udenom pladsen skal tænkes grønt. Her er god adgang til el- eller brint-lastbiler via motorvejen, og på sigt kan vi arbejde med at bruge jernbanen, fordi sporene går lige forbi, og her er med tiden plads til, at transport-droner let kan komme til og fra. Det er et springbræt til fremtiden midt i Danmark for de virksomheder, der skaber den grønne energiudvikling, som vi har så meget behov for,” siger Carsten Aa.

Odense Dry Port kommer til at ligge klos op ad motorvejen og jernbanen og skal efter planen rumme op mod 500.000 kvadratmeter bygninger og udstyres med den nyeste robot og droneteknologi, som Fyn og Odense i forvejen er førende inden for.

I designet af hele pladsen og dens bæredygtige bygninger vil der blive lagt vægt på innovative og æstetiske løsninger, der på samme tid gavner oplevelsen, anvendeligheden og miljøet. Alt på og omkring den moderne Dry Port bliver valgt efter at give det mindst mulige CO2-aftryk.

Odense Dry Port bliver placeret i et område der er næsten ligeligt fordelt mellem Odense Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune, og i Faaborg-Midtfyn Kommune glæder borgmester Hans Stavnsager sig over de storstilede planer.

“I Faaborg-Midtfyn Kommune arbejder vi jo i forvejen med bæredygtig bosætning og en grøn hverdag som noget afgørende vigtigt. Et sted som Odense Dry Port gør, at vi kan være en aktiv del af at sætte den rivende udvikling fri, der er behov for. Pladsen bliver et pragteksempel på, hvordan man kan lave grøn transport, og samtidig kan vi se på lignende projekter herhjemme, at der bliver skabt mange gode lokale arbejdspladser,” siger Hans Stavnsager.

Også i nabokommunen Odense er der begejstring over, at virksomhederne bag den grønne omstilling får bedre muligheder for at honorere efterspørgslen.

“Den kæmpestore havneudvidelse, som havnen planlagde i 2008, stod færdig i 2020, og er i dag allerede afgørende for havvindmølleproduktionen. Derfor bliver Odense Dry Port en vital facilitet, fordi den kan styrke logistikken ind til den samme produktion på havnen. Det gør forsyningskæderne robuste bag den grønne omstilling,” lyder det fra borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel.

Powered by Labrador CMS