Blue Water inviterer til kæmpe jubilæumsfest

Foto: Blue Water Shipping

Gratis koncerter for børn og voksne samt opvisningskamp mod oldboys-landsholdet er på programmet, når Blue Water Shipping fejrer 50-års jubilæum den 1. september.

Publisert

Siden etableringen for 50 år siden har Blue Water Shipping forvandlet sig til en international virksomhed med knap 2000 ansatte i over 30 lande. Hovedsædet har altid være Esbjerg, og derfor bliver byen også scene for firmaets store jubilæumsfejring, hvor hele byen inviteres med til fest torsdag 1. september.

“Vi har altid været stolte af at være en del af Esbjerg, og derfor er det helt naturligt for os at fejre vores jubilæum sammen med byen, og vi håber at byens borgere – unge og gamle – har lyst til at feste sammen med os. 50-års jubilæet er en meget stor begivenhed for os, og vi er glade og stolte over at kunne præsentere et festprogram med noget for alle aldersgrupper,” siger Blue Waters grundlægger og bestyrelsesformand, Kurt Skov.

Udover reception for kunder og samarbejdspartnere på Blue Water Arena vil byens stadion i forlængelse af receptionen lægge bane til en opvisningskamp mellem fodboldlandsholdets oldboys-spillere og et udvalgt Esbjerg all-star-hold, der tæller navne som John Lauridsen, Jesper Lange, Jacob Poulsen og Lars Winde. Alle har adgang til at komme og se de tidligere topspillere dyste om æren i en forhåbentlig meget seværdig kamp.

“Blue Water Arena er den perfekte ramme for vores fejring. Receptionen holdes i loungen, hvor der er plads til et stort fremmøde af gæster – og når vi nu har faciliteterne i brug, synes vi det er helt naturligt, at vi – med vores store kærlighed og engagement i sport – arrangerer en fodboldkamp på vores flotte stadion, hvor vi får et brag af en kamp mellem de lokale og nationale helte,” lyder det fra CEO for Blue Water, Søren Nørgaard Thomsen.

Jubilæumsdagen byder også på musik og underholdning i Vognsbølparken lige overfor Blue Water Arena. Børn fra vuggestuer, børnehaver og dagplejere er inviteret om formiddagen, hvor de kendte DR Ramasjang-stjerner Motor Mille og Onkel Reje står for underholdningen, og forventningen er, at over 4.000 lokale børn kommer og får en stor oplevelse.

Om aftenen bliver der koncert for unge og voksne. Tre forskellige musiknavne indtager scenen – navne på disse offentliggøres på et senere tidspunkt. Der er plads til 10.000 koncertgæster – og her er håbet, at man kan fylde pladsen, hvor der vil være mulighed for at købe mad og drikke.

“Det er lagt op til en herlig musikalsk oplevelse, der favner et bredt publikum, og vi vil se frem til at give tusindvis af koncertgæster en flot afslutning på vores jubilæumsdag,” siger Søren Nørgaard Thomsen.

Internt i Blue Water har et hårdtarbejdende festudvalg i månedsvis forberedt jubilæumsfejringen, og man har allieret sig med erfarne eksterne kræfter, så der er sikre og optimale rammer for festlighederne. Af sikkerheds- og planlægningsmæssige hensyn skal der være styr på antallet af tilskuere til både fodbold og koncert. Derfor skal man på forhånd have købt en billet, som kommer til at koste beskedne 35 kroner – men til gengæld kan billetten byttes til en øl eller sodavand, så det praktisk talt bliver gratis at komme til fodbold og koncert.

“Vi giver festen og skal naturligvis ikke tjene penge på den. Derfor vil indtægter fra billetter og salg af drikkevarer gå til de lokale klubber og foreninger, vi får hjælp af i forbindelse med arrangementet. Så pengene kommer til at gøre gavn for foreningerne og deres medlemmer,” siger Søren Nørgaard Thomsen.

Salg af billetter åbner i starten af august.

Powered by Labrador CMS