PFA vil bygge rekordhøjt kontorhus af træ og brugte vindmøllevinger

Højhuset TRÆ. Illustration: PFA
Højhuset TRÆ. Illustration: PFA

Med sine 78 meter i højden og 20 etager bliver det kommende kontorhus “Træ” i Aarhus Danmarks højeste træhus. Højhuset, som opføres af pensionsselskabet PFA, skal teste nye metoder til genbrug af træ, glas og udtjente vindmøllevinger.

Publisert

De første gravemaskiner i Aarhus’ sydhavnskvarter er netop gået i gang med opførelsen af et banebrydende byggeri. Et højhus med bærende konstruktioner, gulve, lofter og facade bestående af træ, genbrugstræ og andre bæredygtige materialer vil skyde i vejret.

“Træ bliver et enestående byggeri, hvor vi prøver at gentænke hele byggeprocessen. Vi vil opføre et højhus, hvor vi forsøger at erstatte traditionelle materialer som stål og beton med klimavenlige alternativer som for eksempel træ. Byggebranchen står for 30 procent af CO2-udledningen i Danmark og som landets største ejendomsinvestor, mener jeg, at vi har en forpligtigelse til at finde nye metoder til at genbruge materialer og bygge mere klimavenligt,” siger ejendomsdirektør i PFA, Michael Bruhn.

Byggeriet bliver på i alt 14.850 kvadratmeter og er tegnet af Lendager Arkitekter. Træ vil stå færdigt i andet halvår af 2024 og er udviklet i samarbejde med Kilden og Hindby samt Aarhus Kommune, der har støttet byggeriet med fem millioner kroner fra byens klimafond.

Ud over træ, som er det primære byggemateriale, arbejdes der på en række andre innovative genbrugsmaterialer. Det gælder eksempelvis affaldstekstiler, som bliver genanvendt til akustikdæmpende lofter og vægpaneler, ligesom der arbejdes på at skaffe genbrugs- eller fejlproducerede vinduer til facaden.

Det er dog svært i dag at bygge et højhus uden også at bruge beton, men den bruges, hvor den har sin berettigelse og den største effekt i forhold til alternativerne. Eksempelvis vil der blive anvendt beton i fundamentet og trappekernerne for sikre stabiliteten i højhuset. Her man dog vil benytte en nyudviklet type af beton, som er CO2-reduceret, hvor det er muligt.

På facaden arbejdes der på at skrottede vindmøllevinger skæres til og bruges som solafskærmning. Vindmøllevinger består af epoxy og glasfibre og ender typisk i deponi efter endt levetid. Men på det nye højhus vil de finde en ny anvendelse i mange år fremover.

“I Danmark står der mere end 4.000 vindmøller på land og 500 på havet, som har en levetid på cirka 20-25 år. I fremtiden kan vi risikere at stå med en affaldsudfordring affødt af den grønne omstilling, som vi skal håndtere på den bedst mulige måde. I PFA vil vi gerne bidrage med løsninger og under forudsætning af at vingerne består de sidste brandtest, vil vi give de brugte vindmøller fornyet liv som solafskærmning på Træ,” siger Michael Bruhn.

PFA er Danmarks største kommercielle pensionsselskab med 1,3 millioner kunder og 620 milliarder kroner under forvaltning. PFA har en målsætning om at reducere CO2-udledningen fra børsnoterede aktier, ejendomme og kreditobligationer med 29 procent inden udgangen 2025.

FAKTA

  • TRÆ kommer til at bestå ét højt byggeri på 78 meter (20 etager) og to lavere byggeri på 27 meter (syv etager)
  • TRÆ vil koste 371 millioner kroner at opføre
  • TRÆ bliver et flerbrugerkontorhus med butikslokaler, restauranter og andre bylivsfunktioner i stueplan
  • På grunden rundt om TRÆ vil der blive plantet ”adoptivtræer”, som eksisterende træer, der ellers skulle være fælder i nærområdet. Adoptivtræerne graves op med rod og genplantes, hvilket forlænger træernes levetid og den tid, hvor de opfanger
  • TRÆ bliver en del af The Union, som er PFA’s landsdækkende flerbruger kontorfælleskab.
Powered by Labrador CMS