Ørsted indvier driftscenter for havvindmølleparker i Taiwan

Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted (i midten); Per Mejnert Kristensen, Ørsteds nye regionsdirektør for Asien og Stillehavsområdet (nr. 4 fra højre); Christy Wang, landechef for Ørsted i Taiwan (nr. 5 fra venstre) og Shen Jong-chin, Taiwans vicepremierminister (nr. 5 fra højre) til ceremonien, hvor snoren til det nye center blev klippet over. Foto: Ørsted
Mads Nipper, administrerende direktør i Ørsted (i midten); Per Mejnert Kristensen, Ørsteds nye regionsdirektør for Asien og Stillehavsområdet (nr. 4 fra højre); Christy Wang, landechef for Ørsted i Taiwan (nr. 5 fra venstre) og Shen Jong-chin, Taiwans vicepremierminister (nr. 5 fra højre) til ceremonien, hvor snoren til det nye center blev klippet over.

Ørsted har opbygget et fuldskala drifts-setup i Taiwan med et specialbygget servicefartøj, et lokalt taiwansk driftsteam og nybyggede faciliteter.

Publisert

Ørsted, der er verdens førende selskab inden for havvind, indviede tirsdag sit drifts- og vedligeholdelsescenter for havvindmølleparker i Taiwan; Taiwan Offshore Wind Farms Operations and Maintenance Hub. Centret, der ligger på havnen i Taichung, er det første grønne center af sin art og det største i Asien og Stillehavsområdet, målt på både størrelse og serviceret kapacitet.

Centret er blevet bygget for at servicere fire havvindmølleparker i Greater Changhua med en samlet kapacitet på omkring 2,4 GW.

“Taiwan er vores første marked i Asien og Stillehavsområdet, og det er her, vores regionale hovedkvarter ligger. Med en kapacitet på 1,82 GW og mere end 5,6 GW på projekter i pipeline kommer vi til at bidrage væsentligt til Taiwans energiomstilling. Indvielsen af vores nye drifts- og vedligeholdelsescenter, som er det første driftsanlæg, vi har opført uden for Europa, og den betragtelige investering, vi har foretaget i dette marked, viser vores langsigtede engagement i Taiwan og vores vision om at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi,” siger administrerende direktør i Ørsted, Mads Nipper.

Drifts- og vedligeholdelsescentret, der er opført efter Ørsteds globale standarder for drift og vedligehold, skal stå for havvindmølleparkernes daglige drift, sikre optimal produktion af ren energi og administrere sikkerheden i forhold til det arbejde, som drifts- og vedligeholdelsesteamet udfører. Desuden anvender centret lokalt fremstillede, energibesparende og bæredygtige materialer for at reducere vores CO2-aftryk, hvilket gør det til Ørsteds mest bæredygtige drifts- og vedligeholdelsescenter og bidrager til Ørsteds mål om at være CO2-neutral i 2025.

Powered by Labrador CMS