Efterspørger tilskud – Energipriser presser østjysk færgerederi
Stigende energipriser presser Samsø Rederi så meget, at Samsø Kommune nu har indsendt en ansøgning på 13 millioner til Indenrigsministeriets særtilskudspulje.
Samsø Rederi har tidligere på sommeren allerede hævet priserne for passagerer med ti procent, men det er altså langt fra nok til at få økonomien til at hænge sammen for det østjyske rederi.
Stigende energipriser presser nemlig færgedriften i en sådan grad, at Samsø Kommune nu forventer at skulle bruge 13 millioner kroner mere per år til brændstof i 2022 og 2023 end de gjorde i 2021. Det skriver TV2 Østjylland.
Derfor har kommunen nu indsendt en ansøgning på netop 13 millioner kroner til Indenrigsministeriets særtilskudspulje, for at få ligningen til at gå op.
“Vi står lidt med håret i postkassen, for så skal vi finde ud af, hvor pengene så skal komme fra, og så må vi sådan lidt koldt og kynisk tage dem et andet sted fra,” siger Samsø Kommunes borgmester Marcel Meijer (S) til TV2 Østjylland.
For at spare brændstof forsøger rederiet desuden blandt andet at skrue ned for sejlhastigheden, når det er muligt.
Samsø Kommune satser på at få svar på ansøgningen i slutningen af august.