Offentlig idéhøring af Danmarks energiø i Nordsøen skudt i gang

Visualisering af energiøen i Nordsøen. Visualisering: Energistyrelsen
Visualisering af energiøen i Nordsøen. Visualisering: Energistyrelsen

Energistyrelsen inviterer borgere, virksomheder, myndigheder og andre med interesse i den kommende energiø i Nordsøen til at byde ind med forslag og idéer til emner, der ønskes belyst i miljøvurderingen af planerne for energiøen.

Publisert

Etableringen af en ny energiø cirka 100 kilometer ud for den jyske vestkyst bliver en af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter, og hos Energistyrelsen, der står i spidsen for udviklingsplanen for øen, er ambitionerne tilsvarende store.

”Energistyrelsen har med Plan for Program Energiø Nordsøen, som nu skal miljøvurderes, fået skabt en rummelig og fremtidssikret plan med plads til nytænkning både i forhold til det fleksible ø-koncept og yderligere havvindmølleparker, men også med mulighed for udbygning og tilkobling af fremtidens innovative teknologier. Miljøvurderingsprocessen er et vigtigt skridt i realiseringen af Energiø Nordsøen, der markerer en ny æra for produktion af energi fra havvind i hidtil uset skala, som igen vil få stor betydning for den grønne omstilling og udfasningen af fossile energikilder i både Danmark og Europa,” lyder det fra Mogens Hagelskær, vicedirektør i Energistyrelsen med ansvar for energiøerne i Danmark

Vi har altså at gøre med et banebrydende anlægsprojekt, hvor det er vigtigt at få input fra så mange som muligt. Derfor opfordrer vi alle med interesse til at komme med forslag til, hvad der bør tages i betragtning i miljøvurderingen af Plan for Program Energiø Nordsøen,” siger Mogens Hagelskær.

Energiøerne skal sikre, at Danmark i de kommende år på en grøn måde kan elektrificere flere dele af samfundet og bidrage til, at alle danske husstandes og virksomheders strømforbrug er dækket af grøn strøm. Strømmen fra energiøerne skal desuden eksporteres til vores nabolande og dermed bidrage til et grønnere Europa.

Energiø Nordsøen skal samtidig kunne tilkobles fremtidige teknologier, der med grøn strøm fra havvindmøllerne fx kan producere og lagre grønt brændstof til blandt andet fly, skibe og lastbiler (Power-to-X).

Energiøen vil bidrage væsentligt til den grønne omstilling gennem elektrificering af sektorer, der i dag primært er drevet af fossil energi, og så vil den medvirke til, at regeringens mål om klimaneutralitet kan nås senest i 2050. Etableringen af energiøen forventes desuden at indebære en markant jobskabelse, herunder i Danmark.

Powered by Labrador CMS