I flæsket på Maersk – Vil indføre særskat rederier med høj profit

Arkivfoto: Maersk

SF foreslår en særskat til A.P. Møller – Maersk og andre rederier med høj profit.

Publisert Sist oppdatert

Mens mange har svært ved at få pengene til at slå til, er der nogen, der tjener kassen. Det gælder blandt andet store olie- og gasselskaber, hvilket har fået FN og EU til at foreslå en særskat på disse.

I Danmark er det især Maersk, der har tjent styrtende på konjunkturer og kriser, og derfor foreslår SF en særskat på Maersk og andre rederier med ‘overnormale profitter’. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

“Vi synes, at det er rimeligt, at det er de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs. Maersk forventer et overskud på et trecifret milliardbeløb, og derfor kan de også sagtens aflevere en brøkdel af det til fællesskabet, hvor mange i øjeblikket er presset på pengepungen,” lyder det fra partiet.

A.P. Møller – Maersk forventer i år et overskud på mindst 200 milliarder kroner, hvilket er mere end 8 procent af Danmarks samlede BNP. Overskuddet i 2022 kan dermed ende på det dobbelte af overskuddet i 2021, som i forvejen var rekordhøjt.

Samtidig er den danske rederi- og shippingkoncern – ifølge SF -begunstiget af favorable skatteregler, da de slipper med at betale en tonnageskat, som i 2021 lå på cirka 4 procent, mod en normal selskabsskat, som ligger på 22 procent.

Det politiske parti er derfor åbne for at ændre i udformningen af skatterne, så Maersk og andre rederier skal betale mere til den danske stat – penge, som SF blandt andet foreslår skal gå til hjælp mod inflationen.

Powered by Labrador CMS