Energikoncern skyder 90 milliarder i grøn omstilling og forsyningssikkerhed

Foto: Andel

Energi- og fibernetkoncernen Andel sætter fart på sine investeringer frem mod 2035. Et tocifret milliardbeløb er afsat til øget investeringer, der blandt andet skal sikre, at Danmark bliver uafhængig af russisk naturgas og øger forsyningssikkerheden nationalt.

Publisert

Den danske energi- og fibernetkoncern Andel har de seneste to år været igennem en omfattende integrationsfase efter købet af Radius Elnet og Ørsteds danske privatkunde- og udelysforretning og et majoritetsejerskab af Energi Danmark.

Nu er Andel-koncernen klar til at accelerere sin vækst og investeringer i den grønne omstilling af Danmark. I et nyt investeringsprogram, der strækker sig frem til 2035, har den andelsejede koncern øremærket 90 milliarder kroner.

Øget forsyningssikkerhed og udfasning af russisk gas
Europa og Danmark befinder sig i en international energikrise som følge af krigen i Ukraine, hvor energi bliver brugt som våben, og situationen på markederne er alvorlig.

”Vi oplever et angreb på vores fælles tryghed og frihed. Det skal vi reagere kraftigt på. Der har aldrig været så stort et behov for en akut omstilling af energisystemet som nu, for det er nøglen til at komme ud af den klima- og energikrise, vi står midt i. Vi skal væk fra russisk gas ved at øge vores produktion af vedvarende energi. Derfor sætter vi i Andel fuld turbo på vores investeringer. Det bidrager samtidig til en øget forsyningssikkerhed,” siger administrerende direktør i Andel, Jesper Hjulmand.

Vækstplanerne påvirker også antallet af medarbejdere, og alene inden årets udgang forventer Andel således at ansætte cirka nye 150 medarbejdere.

Andels produktion af vedvarende energi skal udbygges, især med energi fra havvindmølleparker, og så vil der komme fokus på projekter inden for power-to-X, grøn brint og energilagring. Samtidig investerer Andel i basisforretningen, og det handler blandt andet om at forstærke elnettet til fremtiden.

”Vi vil udbygge vores kapacitet, så vi kan dække vores kunders forbrug med vedvarende energi. Dermed skal vi op på 3-4 gigawatt, for elforbruget vil stige i fremtiden, når der kommer endnu flere elbiler, varmepumper og power-to-x anlæg, hvor der også skal bruges store mængder elektricitet,” forklarer Jesper Hjulmand.

Powered by Labrador CMS