Flere russiske fartøjer i Aalbæk Bugt – Spionskib spottet ved Læsø

Screenshot: Marine Traffic
Screenshot: Marine Traffic

Fire russiske fartøjer – en slæbebåd, en tanker og to fregatter – har de sidste par dage ligget for anker i Aalbæk Bugt, og nu er også et russisk spionskib blevet spottet ved Læsø.

Offentliggjort Sidst opdateret

En lille håndfuld russiske fartøjer har de sidste par dage vakt stor opsigt i Aalbæk Bugt nord for Læsø. Hidtil har der været tale om to russiske krigsskibe, en slæbebåd og et tankskib, men fredag er også et russisk spionskib blevet spottet nær Kattegatøen.

Ifølge TV2 Nord er der tale om fartøjet ved navn Akademik B. Petrov, som er på vej gennem Kattegat, nær Læsø.

Alle de russiske fartøjer befinder sig i internationalt farvand og har således ikke gjort noget ulovligt, men den danske Forsvarskommando holder dog alligevel et skarpt øje med russerne.

Således sejlede søværnets inspektionsskib Thetis det meste af torsdagen i ring omkring det ene af de russiske fartøjer – eftersøgnings- og redningsskibet Nina Sokolova fra den russiske flåde.

Powered by Labrador CMS