Her er prioriteterne – Danske Maritime kaster sig ind i valgkampen
Søfartens interesseorganisation Danske Maritime har kastet sig ind i valgkampen og præsenterer nu deres prioriteter for Det Blå Danmark.
Den har været længe ventet, og mange vil nok mene, at den – i hvert fald uofficielt – allerede har været i gang i en rum tid. Men onsdag blev det endelig officielt: Der er valgkamp i Danmark, og danskerne skal til stemmeurnerne den 1. november 2022.
Frem til valgdagen vil interesseorganisationen Danske Maritime gøre deres til, at de kommende folketingsmedlemmer er opmærksomme på den danske maritime industri og kender til branchens muligheder, udfordringer og behov, og her har organisationen særligt fokus på følgende fem hovedtemaer, som alle har afgørende betydning for den maritime industris fortsatte udvikling og succes:
Global konkurrenceevne
Næsten 90 procent af produkterne og serviceydelserne i den danske maritime industri går til eksport. Det aktuelt høje tempo i verdensflådens grønne omstilling øger konkurrencen på det globale marked, hvor det er afgørende at komme først med de bedste løsninger.
Disse år er imidlertid særligt udfordrende. Først kom COVID-19, som for nogle gav en hård opbremsning i ordrebogen, og nu er virksomhederne udfordret af inflation og ekstraordinært høje energipriser. Mere end nogensinde er det derfor helt afgørende med politisk opbakning, som kan bidrage til virksomhedernes konkurrenceevne og fortsatte styrkeposition på det globale marked.
Dette indebærer også, at man ser på mulighederne for attraktive finansieringsløsninger, som udgør et vigtigt element i at tilbyde konkurrencedygtige produkter og ydelser på eksportmarkedet.
Strategisk prioritering af maritim forskning, udvikling og innovation
I Danmark bør vi satse lige så meget på maritim forskning, udvikling og innovation, som vores konkurrerende nabolande gør, og der er brug for en klar forskningsstrategi for den fortsatte maritime udvikling i Danmark. Vi har et fælles mål om klimaneutral skibsfart i hele verden, og hvis den danske maritime industri kommer først med de bedste løsninger, har det positiv effekt på vores samlede danske økonomi.
Der bør derfor allokeres øremærkede midler til maritim forskning, udvikling og innovation. Desuden bør den grønne omstilling af de danske indenrigsfærger prioriteres ved at sikre en fast pulje til netop dette.
Mere attraktive skattevilkår
Hvert år rejser tusindvis af danske medarbejdere verden rundt for at installere, servicere, opgradere og i det hele taget optimere de mange danske produkter, som benyttes i hele verden. Disse aktiviteter er afgørende for virksomhedernes bevarelse af knowhow og udvikling af innovationsevne. Men omkostningerne ved at sende danske medarbejdere ud i verden er høje, og der bør en særlig opbakning til virksomheder med rejsende medarbejdere.
Et andet område, hvor der er plads til forbedring, er i forbindelse med generationsskifte hos familieejede virksomheder. Mange maritime virksomheder er familieejede, og det bør hverken være uigennemskueligt eller urimeligt dyrt for disse virksomheder, når den næste generation skal tage over.
Adgang til kvalificeret arbejdskraft
Det er medarbejderne, der udgør rygraden i den danske maritime industri, og derfor er det også tvingende nødvendigt, at branchen både nu og i fremtiden har adgang til kvalificeret arbejdskraft i det rette omfang.
Særligt inden for de tekniske områder ser virksomhederne i den maritime industri ind i en alvorlig mangel på kompetencer, og det kræver ikke mindst et stærkt politisk fokus at dæmme op for de dystre udsigter. Det er af afgørende betydning, at uddannelser – og uddannelsesmiljøer – inden for en langt række tekniske uddannelser prioriteres, ligesom det skal være lettere såvel at tiltrække som fastholde udenlandsk arbejdskraft.
En langsigtet forsvarsstrategi
Det danske forsvar spiller en enorm rolle for vores sikkerhed og frihed, og i den seneste tid har der været øget fokus på ikke mindst Søværnets meget vigtige rolle. Ikke kun militærstrategisk i egne og allieredes farvande, men også i forhold til forsyningssikkerhed, civile og overvågningsmæssige opgaver i blandt andet Arktis og i relation til andre internationale operationer.
For mange maritime virksomheder vil det være nødvendigt at foretage nye investeringer for at imødekomme en øget efterspørgsel fra Søværnet – dette vil medvirke til at sikre, at den nødvendige kritiske masse i relation til produktion er til stede ikke bare på kort, men også på mellemlang og lang sigt. Nye investeringer kan dog have en lang tilbagebetalingstid, hvorfor det vil være hensigtsmæssigt at planlægge med budgethorisonter på minimum 10 år og desuden sikre en langsigtet forsvarsstrategi.
”Vi lever i usikre og på mange måder vanskelige tider. Det er mit håb, at politikerne husker, at en toneangivende industri som den maritime spiller en nøglerolle, både når det kommer til at sikre det økonomiske fundament, som den danske velfærdsmodel hviler på, og når det drejer sig om temaer som grøn omstilling og forsyningssikkerhed. Derfor vil vi fra Danske Maritimes side sætte alle kræfter ind på at skabe den bedst mulige forståelse for vores industri blandt de kommende politikere på Borgen”, siger administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny N. Braat.