Ny maskinfabrikfusion vil være tæt på vindindustrien på Aalborg havn

Maskinfabrikken Fuglsang. Foto: Port of Aalborg
Maskinfabrikken Fuglsang.

Maskinfabrikken Fuglsang, Aalborg Maskinfabrik og Aalborg Maskinfabrik Stål med i alt 150 medarbejdere fusionerer under navnet Sterke og samler alle aktiviteter på Østhavnen i Aalborg.

Publisert

Maskinfabrikken Fuglsang har haft adresse på Langerak ved Østhavnen i Aalborg siden 2019, hvor virksomheden etablerede sig i en 8.500 kvadratmeter stor ny fabrik. I 2021 udvidede den nordjyske maskinfabrik så man i dag har 10.000 kvadratmeter produktionsfaciliteter og 2.000 kvadratmeter administrationslokaler, men nu kan endnu en udbygning være på vej.

Maskinfabrikken Fuglsang er nemlig fusioneret med Aalborg Maskinfabrik og Aalborg Maskinfabrik Stål, og alle aktiviteter samles på Østhavnen.

Det nye selskab, Sterke, bliver en af landets største producenter af komponenter og udstyr til vindenergisektoren, og selskaberne samler sig med henblik på fremadrettet at løse endnu større opgaver inden for særligt vindenergi-, offshore- og marineindustrien.

“Vores kunder forventer i stigende grad, at vi kan levere større og mere komplekse ordrer, samtidig med at kvalitet, miljøhensyn og sikkerheden naturligvis er i top. Det kræver de rigtige rammer, når vi skal løfte den opgave i fremtiden, og det har vi med placeringen på Østhavnen. Her har vi dels pladsen og de rette faciliteter til at udvide forretningen, men vi er også placeret tæt på kunder og ligesindede aktører inden for branchen, så vi kan skabe et innovativt miljø og en attraktiv arbejdsplads,” siger den kommende administrerende direktør i Sterke, Allan Jakobsen.

Maskinfabrikken Fuglsang har stærke kompetencer inden for svejsning og konstruktion af store, komplekse stålkonstruktioner, mens Aalborg Maskinfabrik har sin egen ingeniør- og udviklingsafdeling. Med alle kompetencer samlet under ét tag er det nu Sterkes ambition at blive en seriøs international spiller inden for udvikling, produktion, montage og service af store, komplekse turnkey-løsninger.

Det er ikke tilfældigt, at Sterke har udset sig Aalborg havn som lokation. Ved at samle kræfterne på Østhavnen er der i første omgang nemlig rigeligt plads til at slå sig sammen, og på sigt kan maskinfabrikken også udvide yderligere. Det sikrer gode rammer for vækst og udvikling.

Derudover har Sterke en ambition om at være leverandør af stålkonstruktioner til fremtidens vindmøller og havmølleparker, hvilket ofte kræver uhindret adgang til kajanlæg. Med 200 meter til kajen samt placering tæt ved jernbaneterminalen er den nye lokation på Aalborg havn derfor ideel.

“Aalborg havn er tæt på både motorvej, jernbane, lufthavn og selvfølgelig havnen, hvilket gør det nemt at transportere udstyr og komponenter over kaj og via tog eller vej. Sterke bliver en markant underleverandør til vind- og offshore-området, hvilket går godt i tråd med vores egen ambition om at blive en central hub og et samlingspunkt for vindindustrien. Vi er derfor glade for, at Sterke har set potentialet i en placering på havnen, ligesom vi ser et potentiale i at byde Sterke velkommen blandt vores andre stærke vindaktører,” siger direktør hos Port of Aalborg, Kristian Thulesen Dahl.

Hvis alt går efter planen, er alle 150 medarbejdere flyttet ind på Langerak senest i slutningen af 2023.

Powered by Labrador CMS