Stor hæder – Leder bag succesfuld containerkoncern vinder stor pris

Årets Ejerleder i Hovedstaden 2022, Layland Barker, Titan Containers. Foto: PwC
Årets Ejerleder i Hovedstaden 2022, Layland Barker, Titan Containers.

Layland Barker fra Titan Containers A/S har vundet prisen som Årets Ejerleder 2022 i Hovedstaden. Containervirksomheden er i dag til stede i mere end 30 lande, har cirka 180 ansatte og forventer at omsætte for knap 1 milliard kroner i 2022.

Publisert

Layland Barker er ejerlederen bag Titan Containers A/S, der netop har vundet prisen som Årets Ejerleder 2022 i Region Hovedstaden.

Containerkoncernen Titan Containers udlejer containere til virksomheder og private. Han vinder prisen som Årets Ejerleder 2022 i Hovedstaden for at være en rollemodel for sine medarbejdere, der ikke er bange for at gå forrest, og for at have skabt en international koncern med ekstraordinære økonomiske resultater. Derudover er Layland Barker en ejerleder, som tager et bæredygtigt ansvar og er særlig god til at anerkende sine medarbejdere.

“Layland er en visionær, passioneret og gavmild ejerleder, som har fødderne solidt plantet i jorden, og samtidig har ejerlederen opnået iøjnefaldende finansielle resultater de seneste år. Ejerlederen sætter handling bag sine ord og er meget konkret, når det kommer til at anerkende sine medarbejdere,” lyder det fra partner i PwC i Hellerup, Flemming Eghoff.

”Det er inspirerende at se en ejerleder, som prioriterer sine medarbejderes trivsel og velbefindende så højt. For at støtte medarbejderne har Layland eksempelvis givet alle i koncernen et miljøtillæg, bonus på 5 procent af resultatet før skat og givet alle en lønregulering svarende til den aktuelle inflation, Som Layland siger: ‘Hvis medarbejderne ikke skal fokusere på, hvordan de får råd til juleanden, så kan de fokusere mere på arbejdspladsen,” siger Flemming Eghoff.

Titan Containers har haft nogle forrygende år. De seneste tre år har koncernen skabt en vækst på over 100 procent, og ejerlederen forventer at skabe yderligere 50 procent vækst inden 2025.

Layland Barkers tre døtre er alle involveret i virksomheden, og på sigt er det ejerlederens ønske at aflevere Titan Containers “i bedst mulig form” til sine døtre.

”Layland Barker er en ejerleder, som i højeste grad anerkender sine medarbejder. Han er fuldt bevidst over, at uden medarbejderne vil Titan Containers ikke være noget eller opnå nogle resultater. Layland Barkers gå-på-mod og visionære ledelsesstil har været med til at forme grundstenene i Titan Containers’ flotte udvikling,” siger regionsdirektør i Nykredit i København, Mikael Storm Andersen.

Fakta om Titan Containers A/S:

Layland Barker grundlagde Titan Containers i 1987 med fokus på salg af containere til produktionsvirksomheder og større detailvirksomheder, men efter 23 år besluttede Layland Barker at vende forretningen rundt og i stedet udleje containere til virksomheder og private fremfor at sælge standardcontainere.

I dag har Titan Containers en flåde på omkring 60.000 containere og forventer at omsætte i nærheden af 1 milliard kroner i 2022.

Powered by Labrador CMS