Stort millionbeløb til maritime uddannelser i Nordsjælland

Værftshallerne. Foto: Helsingør Kommune
Værftshallerne.

Rammerne for de maritime uddannelser til bådebygger og sejlmager i Helsingør kan se frem til at få et større løft, efter en milliondonation fra A.P. Møller Fonden.

Publisert Sist oppdatert

En donation på 88 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden skal hjælpe med at sikre optimale rammer for Danmarks eneste maritime uddannelser til bådebygger og sejlmager. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.

Bevillingen betyder, at Hal 19 i Værftshallerne på det tidligere Helsingør Skibsværft skal ombygges til et moderne uddannelsescenter for de studerende på bådebygger- og sejlmageruddannelserne, ligesom der også er penge til at bygge et nyt skolehjem for eleverne på de maritime håndværksuddannelser.

“Danmark behøver flere håndværksuddannede. Det gælder også de maritime fag. Et nyt uddannelsescenter med et højt fagligt niveau, som viser alt det spændende, man arbejder med, frem for omverdenen, vil være et godt bidrag til at øge interessen for de maritime håndværksfag. Dertil kommer et helt nyt skolehjem med trygge rammer for unge elever fra hele landet,” siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, i pressemeddelelsen.

De maritime håndværksfag har de senere år gennemgået store forandringer, både hvad angår arbejdsgange og anvendelsen af materialer. I dag er bådebyggeri et moderne industrielt håndværksfag, med højteknologiske processer og metoder, og det nye center vil understøtte fagets fremtidige udvikling.

Projektet er et samarbejde mellem U/NORD og Helsingør Kommune og kommer altså til at blive en meget synlig del af Værftshallerne på Helsingør Havn.

Foruden bevillingen fra A.P. Møller Fonden bidrager også Helsingør Kommune med 40 millioner kroner, mens Lauritzen Fonden støtter med 12,5 millioner kroner til renovering af den tidligere værftshal.

Powered by Labrador CMS