Femern-byggeriet tiltrækker arbejdskraft fra store dele af landet

Arbejdet på Femern Bælt-tunnelen har rundet en ny milepæl. Foto: Femern A/S
Arbejdet på Femern Bælt-tunnelen har rundet en ny milepæl.

Femern Agency arbejder med rekruttering af arbejdskraft på Femern Bælt-projektet og er lykkedes med at medvirke til, at mere end 100 danske medarbejdere har opnået beskæftigelse i forbindelse med projektet.

Publisert

Byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen har udviklet sig til at blive en stor arbejdsplads, hvor mange medarbejdere fra hele Europa er samlet på Sydlolland for at bidrage til byggeriet af den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden.

Der er dog også en relativt stor andel af danske medarbejdere beskæftiget på projektet, og det glæder man sig over i Femern Agency, der er Lolland Kommunes rekrutteringsrådgivningscenter for konsortier, underleverandører og øvrige virksomheder på Femern-projektet, hvor Per Bech Grønning er leder.

“Vores hovedopgave er, at størst mulig andel af dansk arbejdskraft skal i beskæftigelse på Femern Bælt-projektet, så vi udfører en bred vifte af rekruttering fra især lokalområdet, som i den sammenhæng tæller Lolland-Falster, Sydsjælland, Langeland og Svendborg-området. Derudover har vi også en tæt dialog med jobcentre i hele landet,” siger Per Bech Grønning.

Femern Agency har udbredt viden i hele landet om jobmulighederne på projektet og har ifølge Per Bech Grønning medvirket til, at mere end 100 danske medarbejdere har opnået beskæftigelse i forbindelse med projektet.

En af dem er Lars Hauskjold Brodersen, der nu er køkkenchef hos Cheval Blanc, der for entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors skal drive kantinen på fabriksbyggepladsen.

“Jeg har lagt mit CV op på Femern Agencys hjemmeside med målet om at få et job på projektet. Samme dag som stillingen som køkkenchef blev slået op, blev jeg kontaktet af Femern Agency, som ville gøre mig opmærksom på den ledige stilling,” fortæller Lars Hauskjold Brodersen, der for et år siden flyttede fra Greve til Maribo med målet om at prøve noget nyt.

“Jeg vidste, at der blandt andet i forbindelse med Femern-byggeriet ville opstå jobmuligheder. Så jeg er glad for, at det lykkedes. Det spændende i dette job er, at jeg selv kan sætte mit præg i opbygningen af kantinedriften med folk, jeg selv har ansat,” siger han.

Med så stort et behov for arbejdskraft, som tilfældet er på Femern-byggeriet, er det vanskeligt kun at rekruttere inden for landets grænser.

“Vi gør, hvad vi kan for, at flest mulige af dem, bliver danskere, men en del er blevet og vil fortsat blive rekrutteret i udlandet. Men når jeg ser på den aktuelle fordeling, så vil jeg vurdere, at andelen af danskere er flot,” siger Per Bech Grønning, der vurderer, at cirka 35-40 procent af medarbejderne hos både entreprenører og underleverandører er danske.

Verdens længste sænketunnel forventes at stå klar i 2029. Til den tid kan man krydse Femern Bælt på kun ti minutter i bil og syv minutter i tog.

Powered by Labrador CMS