Vigtigt nybyggeri til vestsjællandsk containerterminal
Kalundborg Havn går i gang med at opføre permanente faciliteter til told- og veterinærkontrollen på Ny Vesthavn. Især veterinærkontrollen er vigtig for den fortsatte udvikling af APM Terminals’ containerterminal i Kalundborg.
Kalundborg Havn har underskrevet en kontrakt med ingeniørfirmaet Læssøe-Simonsen A/S om opførelsen af en 920 kvadratmeter stor bygning på Ny Vesthavn. Bygningen, som kommer til at ligge tæt på indkørslen og i umiddelbar forlængelse af containerterminalen, er vigtig for, at containerterminalen på Kalundborg Havn fortsat skal kunne udvikle sig.
“I starten af det nye år tager vi fat på opførelsen af en bygning til told- og veterinærkontrollen på Ny Vesthavn. Toldkontrollen har vi jo allerede i nogle midlertidige faciliteter derude, men især veterinærkontrollen giver nye muligheder til containerterminalen. Derfor bakker vi som bestyrelse naturligvis fuldt ud op om havnens ledelse i beslutningen om at igangsætte denne investering,” siger bestyrelsesformand for Kalundborg Havn, Jesper Wienmann Hansen.
Kalundborg Havn skal betale 13,392 millioner kroner for opførelsen af den nye bygning. Hertil kommer etablering af ny vej, kloakering, belægningsområder, parkeringsplads og forsyningsledninger nedgravet, som koster 2,605 millioner kroner, så samlet set beløber det sig til cirka 16,5 millioner kroner. Det er penge, som havnen betaler ud af sine likvide midler.
Den nye bygning, som vil rumme alle nødvendige faciliteter til både told- og veterinærkontrol, bliver opført med sluseramper og andre fornødne faciliteter, så told- og veterinærkontrollens medarbejdere kan kontrollere containernes indhold.
“Når først vi har den nye bygning klar til brug, kan vi tilbyde hele paletten af serviceydelser, som der normalt er i forbindelse med en containerterminal. Det er derfor et vigtigt skridt, som sikrer containerterminalens fremdrift og fortsatte udvikling,” siger havnedirektør Bent Rasmussen.
Især veterinærkontrollen er vigtig, fordi visse typer gods simpelt hen kræver tilstedeværelsen af en veterinærkontrol.
“Det kan være import af animalske produkter, visse fødevarer, foder til dyr og sågar plastkøkkenartikler fra visse lande. Der er nogle virksomheder, som indtil nu ikke har kunnet få deres gods ind via Kalundborg, fordi vi har manglet en veterinærkontrol. Men det vil vi kunne tilbyde fremover. Derfor er byggeriet en vigtig forudsætning for, at vi kan tage yderligere markedsandele på det sjællandske containermarked,” lyder det fra salgschef på Kalundborg Havn, Larsen.
Byggeriet bliver varetaget af det erfarne ingeniørfirma Læssøe-Simonsen A/S, der er totalentreprenør på opgaven og har vundet udbuddet.
“Vi har tegnet bygningen og står for det hele undervejs i byggeriet. Blandt andet er det os, der hyrer firmaer ind til de forskellige opgaver, der opstår undervejs. Vi arbejder i forvejen med byggeri af industribygninger og lagerhaller, og vi har bl.a. stået for byggeriet af flere lagerhaller på Sydhavnen, så man må sige, at denne her opgave ligger lige til højrebenet for os,” siger Jesper Simonsen fra Læssøe-Simonsen.
Han tilføjer, at Læssøe-Simonsen for øjeblikket er involveret i flere byggerier i Kalundborg, heraf flere på Kalundborg Havn. Forventningen er også, at der kommer flere opgaver til Læssøe-Simonsen i Kalundborg fremover.
Byggeriet af faciliteter til told- og veterinærkontrollen begynder i starten af det nye år og vil efter planen være klar til drift senest 7. august 2023.