Kalundborg med nyt byggeri nær containerterminal på Ny Vesthavn

Arkivfoto Kalundborg Havn
Arkivfoto Kalundborg Havn

Kalundborg Havn er inde i en rivende udvikling på Ny Vesthavn. For nylig offentliggjorde havnen, at der bliver bygget faciliteter til told- og veterinærkontrollen, og nu følger havnen op med endnu en byggenyhed. Denne gang er det faciliteter til eget brug på Ny Vesthavn.

Publisert

Kalundborg Havn skal straks i det nye år i gang med at opføre en 778 kvadratmeter stor bygning, som kommer til at ligge tæt på containerterminalen på Ny Vesthavn. Bygningen skal rumme blandt andet rumme værksteds-, reparations- og depotfaciliteter samt omklædningsfaciliteter, kantine til medarbejdere hos Kalundborg Havn.

Kalundborg Havn har allerede afsat sine værksteds- og reparationsfaciliteter på den eksisterende havn til Avista Green, da faciliteterne efterhånden blev omringet af raffinaderiet.

“Vi har hele tiden haft disse faciliteter på den ‘gamle’ del af Kalundborg Havn, men efterhånden har vi flere og flere aktiviteter på Ny Vesthavn, hvor også vores tre store mobile havnekraner er stationeret og opererer fra. Derfor synes det naturligt, at vi samler vores værksteds- og depotfaciliteter på Ny Vesthavn i en helt ny og moderne bygning,” siger havnedirektør Bent Rasmussen.

“I bygningen bliver der også velfærdsfaciliteter, kantine og bad- og omklædningsfaciliteter til herrer og damer, og jeg er sikker på, at vores medarbejdere bliver glade for at have helt nye permanente faciliteter som afløsning for midlertidigt opstillede pavilloner. Så det bliver klart en forbedring,” tilføjer havnedirektøren.

Endvidere placeres en ny materielgård nord for bygningen til opbevaring af havnegrej, der kan stå under open air, og der etableres endvidere vaskeplads for havnens materiel.

Opgaven med at opføre den 778 kvadratmeter store nye bygning har været i udbud, og opgaven er tilfaldet Scan Construction ApS, der er et erfarent byggefirma med speciale i industri- og landbrugsbyggeri. Scan Construction er totalentreprenør på opgaven, hvilket vil sige, at de tager sig af alle ydelser og delopgaver undervejs i byggeprocessen.

Scan Construction har senest opført den flotte bygning på Østhavnen for firmaet 3S, hvor bådebyggeriet tidligere var placeret.

Byggeriet koster cirka 10,3 millioner kroner, som Kalundborg Havn finansierer ud af egne likvide midler. Arbejdet med opførelsen starter lige efter nytår, og bygningen ventes at stå færdig og klar til brug cirka 1. juni 2023.

Velfærdsbygningen til Ny Vesthavn. Illustration: Kalundborg Havn
Powered by Labrador CMS