EUDP uddeler 191 millioner kroner til grøn energiteknologi

Foto: Nicholas Doherty / Unsplash

I alt 19 projekter kan glæde sig over at have modtaget tilsagn om tilskud fra EUDP – Her i blandt et projekt om effektiv servicering af offshore vindmøller, bæredygtige batterier og energieffektive frysere.

Publisert

Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) støtter hvert år virksomheder og universiteters arbejde med udvikling og demonstration af nye, grønne energiteknologier.

I september modtog EUDP ansøgninger om tilskud fra i alt 74 energiprojekter, der sammenlagt søgte om 683 millioner kroner, og kort før jul fik 19 af dem tilsagn om støtte for i alt 191 millioner kroner.

Nogle af de projekter, der nu har fået grønt lys fra EUDP’s bestyrelse er NextGenBladeAccess, der vil effektivisere reparation af offshore vindmøller.

”Danmark satser på forskning og udvikling. Det er vigtigt for, at den grønne omstilling sker effektivt og skaber mulighederne for danske virksomheder. Tilskuddet fra EUDP er med til at puste endnu mere gang i den udvikling,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

I projektet NextGenBladeAccess skal der udvikles og demonstreres et banebrydende koncept til servicering og reparation af fremtidens kæmpestore vinger på ’megavindmøller’ offshore. Udstyret skal bestå af et system med en landingsplatform monteret lige over vandoverfladen på overgangsstykket af møllen (på TP’en) og en fleksibel serviceplatform, der skal kunne bevæges op og ned ad hele vingen med vingeteknikere ombord.

”Opgaverne bliver mere og mere komplekse, efterhånden som vingerne bliver større. Systemet skal erstatte de to servicemetoder, som primært anvendes i dag – brugen af et jack-up skib og rope access. Første metode er meget dyr og ekstremt CO2-udledende, og den anden metode er for ustabil i forhold til arbejdsmiljø og de meget skiftende vejrforhold. Vi forventer, at omkostningerne kan reduceres med op til 50 procent sammenlignet med et jack-up skib, og vi udvikler ud fra den tese, at vi med vores udstyr skal kunne servicere fremtidens +15 MW offshore megamøller,” siger CEO i PP Techniq A/S, Jesper Juhl.

Ud over PP Techniq deltager også Integrated Wind Solutions, Muehlhan Wind Service og RWE i projektet.

Powered by Labrador CMS