Rederiopkøb – Konkurrencemyndighederne godkender ForSea-handel

Den netop overståede påske blev en vild en af slagsen for færgerne på Øresund, hvor antallet af gående passagerer satte rekord. Foto: Molslinjen
Den netop overståede påske blev en vild en af slagsen for færgerne på Øresund, hvor antallet af gående passagerer satte rekord.

Både de danske og svenske konkurrencemyndigheder har nu godkendt Molslinjens varslede køb af rederiet ForSea. Næste skridt er den såkaldte closing, hvor handelen effektueres.

Publisert Sist oppdatert

Konkurrencemyndighederne i Danmark og Sverige har meddelt, at de ikke ser konkurrencemæssige problemer i, at Molslinjen køber rederiet ForSea, som sejler mellem Helsingør og svenske Helsingborg.

Med godkendelsen i hus kan Molslinjen og deres ejere i EQT Infrastructure tage fat på arbejdet mod closing, hvor den varslede handel kan gennemføres.

”Vi er selvsagt tilfredse med myndighedernes vurdering af sagen, og vi er glade for den hurtige godkendelse,” siger administrerende direktør hos Molslinjen, Carsten Jensen.

Arbejdet frem mod handelens gennemførelse forventes at tage op mod en måned.

ForSea opererer med fem skibe den ene rute mellem Helsingør og Helsingborg, hvor syv millioner passagerer hvert år rejser mellem nabolandene. Molslinjen driver med 15 skibe ni færgeruter med tilsammen op mod otte millioner passagerer årligt.

Powered by Labrador CMS