Her kan du se det ske: Nu bliver næste store broelement placeret

I december 2022 blev første præfabrikerede brodragere hejst op. Foto: Vejdirektoratet
I december 2022 blev første præfabrikerede brodragere hejst op.

Brobyggerne på Den nye Storstrømsbro er nu klar til at hejse næste præfabrikerede brodrager op på bropiller.

Publisert

Endnu en af de store brikker i arbejdet med at bygge Den nye Storstrømsbro er klar til at blive sat på plads. Brobyggerteamet forventer, at det andet af i alt 44 præfabrikerede brodragerelementer bliver sejlet ud i Storstrømmen og hejst op på to bropiller ud for kysten på Masnedø i starten af den kommende uge.

“Vi havde en vellykket operation med den første brodrager, og det gav mandskabet nyttig viden om processerne, som de kan bruge til denne brodrager, og de mange vi skal have op fremover. Så jeg forventer, at vi lige som sidst får en tålmodig og omhyggeligt udført aktion, som godt kan vare det meste af en dag,” siger projektchef ved Vejdirektoratet, Niels Gottlieb.

Brodragerne er de elementer, som forbinder bropillerne og bærer selve kørebanen og jernbanen. Bortset fra de to nordligste og de to sydligste nærmest land, bliver de alle bygget på byggepladsen på Masnedø, inden de skal sejles ud og hejses op.

I december 2022 blev den første af de præfabrikerede brodragere til broen sejlet ud i Storstrømmen og hejst op på to bropiller.

Denne gang vil det være muligt for interesserede at følge arbejdet på noget tættere hold end sidst, da der vil være et fint udkigspunkt fra området ved Masnedøfortet.

Arbejdet er dog følsomt over for vind og strømforhold, og der kan derfor være en vis usikkerhed om det eksakte tidspunkt for udsejling og hejsning.

Mens projektteamet fra entreprenøren SBJV forbereder sig på at få næste brodrager hejst op på bropiller, arbejder andre fra brobyggermandskabet på at gøre klar til at støbe den første brodrager sammen med de bropiller, den hviler på. Helt præcist bliver brodrageren støbt sammen med et specialelement, som er placeret på hver bropille.

Fakta om brodrageren:

Længde: 73 meter
Bredde; 24 meter
Vægt: cirka 4000 tons
De præfabrikerede brodragere produceres på Masnedø sammen med elementerne til bropillerne.

Det er muligt at følge hejsningen på forholdsvis tæt hold fra området ved Masnedøfortet. Grafik: Vejdirektoratet.
Brodrageren skal sejles ud i Storstrømmen på en pram.
I december 2022 blev første præfabrikerede brodragere hejst op.
Powered by Labrador CMS