Farvel Rusland – Maersk sælger to logistikcentre

Russisk logistikcenter. Foto: Maersk
Russisk logistikcenter.

Den danske rederigigant A.P. Møller-Maersk har solgt to logistikcentre i Rusland og har dermed ikke flere aktiviteter på landjorden i det krigsførende land.

Publisert Sist oppdatert

Knap et år efter Ruslands angreb på nabolandet Ukraine kan A.P. Møller-Maersk nu erklære sig helt fri af forretninger på den russiske landjord. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse, efter de har solgt to logistikcentre i det krigsførende land.

“Vi er glade for at have fundet en ny ejer af vores logistikcentre i Rusland og dermed eksekvere vores beslutning om at frasælge alle vores aktier i landet,” lyder det i pressemeddelelsen fra Chief Commercial Officer hos Maersk, Karsten Kildahl.

De to logistikcentre ligger i havnebyerne St. Petersborg og Novorossijsk, og i alt beskæftigede Maersk 50 medarbejdere på de to lokationer. Alt personalet vil dog få tilbuddet om at fortsætte arbejdet under de nye ejere af logistikcentrene, IG Finance Development Limited.

“Igennem frasalgsprocessen har vi som virksomhed følt et stærkt ansvar over for de resterende 50 medarbejdere på de to steder, og vi er glade for, at de vil blive tilbudt ansættelse som en del af det nye setup,” siger Karsten Kildahl i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS