Kæmpe interesse for Danske Rederiers CCUS-konference

Foto: Danske Rederier

I dag slår Danske Rederier dørene op til CCUS-konference i samarbejde med Dansk Fjernvarme og Evida, og interessen for at diskutere fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2 er stor, og alle pladser er revet væk.

Publisert

Samme uge, som den første indfangede CO2 blev sendt ned i undergrunden i et udtjent oliefelt i Nordsøen, holder Danske Rederier sammen med Dansk Fjernvarme og Evida konference om ambitioner, muligheder og udfordringer for sektoren herhjemme, og interessen for CCUS er overvældende, og der bliver således ikke en eneste ledig stol hos Danske Rederier i Amaliegade i dag.

”I denne uge har INEOS og konsortiet bag Project Greensand vist, at lagring af CO2 på dansk sokkel ikke er et fatamorgana skabt af en fremtidsforsker. Det er virkeligheden i dag, og den første CO2 ligger allerede i undergrunden under Nordsøen. Samtidig skal indfanget CO2 også bruges til at producere nye bæredygtige brændstoffer. Så jeg kan godt forstå den store interesse for at debattere, hvordan vi får udnyttet den indfangede CO2 bedst muligt herhjemme og i Europa,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.

På konferencen vil der bl.a. være oplæg om de eksisterende rammer og regulering, om potentialet i fangst af CO2 og en præsentation af det netop indviede Project Greensand i Nordsøen.

”Der er momentum for at diskutere CCUS lige nu, og det skal vi benytte. Vi håber, at vi sammen i hele værdikæden bag CCUS kan få en debat om, hvor der præcis er behov for at sætte ind for at forløse potentialet. CCUS kan blive kæmpestort – især hvis vi taler med én stemme og trækker i samme retning,” siger Jacob K. Clasen.

Powered by Labrador CMS