Her er det: Objekt ved Nord Stream 2-rørledningen er bjærget
Bjærgningen af objektet ved Nord Stream 2 rørledningen er nu afsluttet.
Bjærgningen af et objekt ved Nord Stream 2-rørledningen er blevet afsluttet. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen har tidligere offentliggjort et billede af det cylinderformede objekt og oplyst, at det måler cirka 40 centimeter i højden og omkring 10 centimeter i diameter, og fra flere sider blev der stillet spørgsmålstegn ved, om objektet måske havde været brugt ved sprængningerne af rørledningen i Østersøen, men det afviser Energistyrelsen.
I stedet tyder undersøgelser på, at der er tale om en tom røgbøje, som anvendes til visuel markering, og det ligger allerede nu klart, at objektet ikke udgør en sikkerhedsrisiko.
Forsvaret har desuden oplyst, at bjærgningen, der blev gennemført på 73 meter dybde, skete med deltagelse af en repræsentant fra ejerselskabet Nord Stream 2 AG.