Grenaa Havn arbejder benhårdt for bedre infrastruktur

CEO på Grenaa Havn, Henrik Carstensen (t.v.), bestyrelsesformand Bent Hansen, finansminister Nicolai Wammen (S) og næstformand i havnens bestyrelse Laura Hay Uggla. Foto: Grenaa Havn
CEO på Grenaa Havn, Henrik Carstensen (t.v.), bestyrelsesformand Bent Hansen, finansminister Nicolai Wammen (S) og næstformand i havnens bestyrelse Laura Hay Uggla.

Havnen i Grenaa kæmper en hård kamp for at sikre en bedre infrastruktur på Djursland generelt og på strækningen mellem Grenaa og Aarhus i særdeleshed.

Publisert Sist oppdatert

Knap 100 personer var mandag samlet til infrastruktur konference i Aarhus Lufthavn. Konferencen gik ud på at samle alle gode kræfter til at yde en ekstra stor indsats for at få en bedre infrastruktur på Djursland og især på strækningen Grenaa til Aarhus.

Fra Grenaa Havn deltog CEO Henrik Carstensen, bestyrelsesformand Bent Hansen og næstformand i bestyrelsen Laura Hay Uggla, som alle tre havde lejlighed til at udveksle synspunkter med finansminister Nicolai Wammen.

Finansministeren stod ved konferencen bag et oplæg, som tog udgangspunkt i den 160 milliarder dyre infrastrukturreform ‘Danmark fremad’, hvoraf der er afsat 106 milliarder kroner til nye projekter rundt omkring i landet – her i blandt til strækningen fra Grenaa til Aarhus.

I dag er en meget lille del af strækningen motorvej, en lidt længere strækning er 2+1 motortrafikvej, og de sidste cirka 18 kilometer fra Feldballekrydset til Grenaa er almindelig landevej.

Overordnet er det tungt, bøvlet, rystende, langsomt og støjfyldt – enten at bo i byerne vejen går igennem, eller at være bilist mellem Aarhus og Grenaa.

“Jeg er helt opmærksom på de ønsker, der er omkring Grenaa havn og jeg synes, det er relevante ting, man kommer med. Men hvad angår de 160 milliarder kroner, så er de afsat, så nye ting der måtte komme, er noget der må finansieres i nye rul,” sagde han blandt andet, og var i øvrigt ikke i tvivl om behovet for en bedre infrastruktur på A15, især set i lyset af den høje aktivitet, der er på Grenaa havn.

CEO hos havnen, Henrik Carstensen, havde gerne set, at finansministeren havde haft en pulje penge med, så man kunne købe noget asfalt til at udbygge A15 med. Da det ikke var tilfældet, var det alligevel en positiv havnedirektør som samlede op på dagens konference.

“Vi ser det som noget positivt, at finansministeren har sat tid af til at være med her i dag. Og det er tydeligt, at han kender til de ønsker og problemer med infrastrukturen, som vi står med på Grenaa Havn. Problematikken omkring A15 er velkendt. Vi bliver ved med at presse på for at få en 2+1 vej hele vejen til Grenaa og med tiden ønsker vi motorvej på strækningen fra Grenaa til Aarhus. Det vil bidrage til økonomisk vækst, mere bosættelse i området og koble Djursland endnu tættere på det vækstcentrum Aarhus og hele Østjylland er,” lød det efter konferencen fra Henrik Carstensen.

Powered by Labrador CMS