Fra på mandag kan man for første gang sejle med en autonom færge i den svenske hovedstad Stockholm.
Der bliver skrevet historie, når færgen MF Estelle mandag stævner ud på sin første tur i skærgården omkring Stockholm. Estelle er nemlig mere end blot endnu et fartøj til at fragte passagerer – det er ligeledes en af verdens første autonome færger, der bliver sat i drift.
En billet til overfarten mellem Kungsholms og Södermalm koster omkring 20 kroner, og Estelle, der har plads til i alt 30 passagerer, er udstyret med blandt andet radarer, kameraer og laserteknologi, der kan scanne sine omgivelser og herfra udvælge sin sejlrute.
Læs også: Første førerløse danske færge kan være en realitet i 2023
Selvom færgen er 100 procent selvstyrende, så er der i første omgang en skibsfører med ombord i tilfælde af problemer, men med tiden er det dog meningen, at MF Estelle skal klare turen helt selv.
I Danmark er man ligeledes tæt på at kunne introducere sin første autonome færge. Under sidste sommers Tall Ships Races i Aalborg blev fartøjet GreenHopper nemlig afprøvet første gang. Du kan læse mere om den første danske autonome færge lige her.