Maersk sikrer sig grøn metanol til nyt feederskibs jomfrurejse
A.P. Møller – Maersk har sikret sig brændstof til jomfrurejsen, når rederiets første metanoldrevne feederskib stævner ud fra Sydkorea mod København, hvor den officielle navngivning af skibet finder sted.
Det bliver den hollandske metanolproducent OIC Global, der skal levere brændstoffet, når A.P. Møller – Maersk sender sit første metanoldrevne feederskib ud på sin jomfrurejse. Det oplyser det danske rederi i en pressemeddelelse.
Maersk har længe arbejdet benhårdt på at gå forrest i den grønne omstilling og med det følger en række nye fartøjer til flåden, der alle skal sejle på grøn metanol. Den første af de mange nybygninger er netop nu ved at blive bygget i Sydkorea, og i løbet af sommeren forventes det 2.100 TEU-store metanol-drevne feederskib at blive leveret til rederigiganten.
Og når fartøjet skal sejle fra værftet i byen Ulsan mod København, hvor feederskibet skal navngives, så bliver det altså med grøn metanol fra OIC Global i tanken.
“Det grønne metanolmarked er stadig i sin vorden, og ærligt talt havde vi ikke forventet at kunne sikre en jomfrurejse på grøn metanol til dette fartøj. Så vi er meget stolte over at have nået denne betydningsfulde milepæl. Vi forventer et mangfoldigt grønt brændstofmix for fremtiden, hvor grøn bio-metanol fra biomasseaffald er tilgængelig nu,” siger Head of Energy Transition ved A.P. Møller – Maersk, Morten Bo Christiansen.