Blandede finanslovsbolcher: Ét skoleskib sikret dobbelttogt – ét gør ikke

Elever i riggen på Skoleskibet Georg Stage. Foto: Stiftelsen Georg Stages Minde
Elever i riggen på Skoleskibet Georg Stage.

Mens Skoleskibet Georg Stage har fået plads i finansloven med bevilling af dobbelttogter i 2024, så må Skoleskibet Danmark se langt efter endnu et togt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ikke mindre end 11 af Folketingets i alt 12 partier er med i årets finanslovsaftale, men selvom aftalen er bred, så er der tale om en blandet pose bolcher for Det Blå Danmark.

Øverst på listen over positive nyheder er, at skoleskibet Georg Stage også i 2024 får mulighed for at gennemføre to togter. Det åbner op for, at unge med interesse for søfart fortsat kan få smag for sømandslivet, hvilket er gode nyheder for de danske rederier, som skriger på arbejdskraft.

“Jeg er utrolig glad for, at regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget med denne finanslov bakker op om Georg Stages vigtige arbejde og sikrer et ekstra togt med skoleskibet til næste år. Det er noget, som vi virkelig har kæmpet for i Danske Rederier, så det er virkelig en god nyhed, at dobbeltogtet nu er en realitet,” lyder det fra administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Også hos Georg Stage er der glæde over Finansloven, omend man havde håbet på, at bevillingen ville række længere ud end blot et år.

“Der er intet som tyder på, at behovet for arbejdskraft forsvinder i løbet af næste år. Der er heller ikke noget, som tyder på, at der kommer færre ansøgere i løbet af det næste år. Det vil derfor være smartere at lave en permanent bevilling, som kunne reguleres, hvis forholdene forandrer sig,” lyder det i en kommentar fra Stiftelsen Georg Stages Minde.

Skoleskibet Danmark blev forbigået

Mens der er fundet økonomi til Georg Stage, så må man hos Skoleskibet Danmark dog se langt efter samme bevilling. Her må skibet, der er en del af uddannelsesinstitutionen Martec i Frederikshavn, nemlig se langt efter finansiel støtte.

“Vi kan konstatere, at der ikke i år er fundet penge til at vores søsterskib Skoleskibet Danmark. Det er en skam for i øjeblikket er skoleskibene den nemmeste måde at rekruttere arbejdskraft til den grønne omstilling. Vi håber, at det i fremtiden gøres muligt at bruge begge skibe optimalt og vil opfordre Regering og Folketing til at hjælpe med det,” lyder det fra Stiftelsen Georg Stages Minde.

Powered by Labrador CMS