Maersk i CO2-neutralt samarbejde med Bestseller
A.P. Møller – Maersk og den danske tøjgigant Bestseller har tirsdag underskrevet en kontrakt om CO2-neutral fragt.
To danske giganter har tirsdag indgået et klimavenligt samarbejde. Rederiet A.P. Møller – Maersk og den danske tøjgigant Bestseller har nemlig underskrevet en kontrakt om CO2-neutral fragt, der omfatter Bestsellers globale transportbehov og indenlandsk logistik og lagre.
“Jeg er meget glad for, at Bestseller – en af verdens top-fashion og livsstils koncerner – har valgt Maersk ECO Delivery for at reducere selskabets CO2-aftryk ved søtransport. Det er en løsning, der gør en virkelig forskel, da ECO Delivery benytter bæredygtige biobrændstoffer i udvalgte Maersk-skibe og hjælper Bestseller på vej mod deres ambitiøse bæredygtighedsmål,” lyder det fra Vincent Clerc, EVP og CEO for Ocean & Logistics i A.P. Møller – Maersk, i en pressemeddelelse.
Samarbejdsaftalen er kommet i stand som følge af Bestsellers ambitioner om at reducere sin CO2 udledning med 50 procent i 2030 for de elementer, som virksomheden selv har en direkte indflydelse på og 30 procent for indkøbte varer, services og transport.
”I Bestseller undersøger vi løbende måder at forbedre vores klimaaftryk på, og vi ser muligheden for at udnytte biobrændstof til vores søtransport som en vigtig fremgangsmåde. Vi er glade for at samarbejde med Maersk om at tage dette første skridt, som vi forventer at være et af flere på vej til i sidste ende at realisere en fuldt CO2-neutral transportmulighed,” siger Bestsellers CFO og leder af logistik, Thomas Børglum-Jensen.
Netop her kan Maersk hjælpe, da det biobrændstof, som rederiet bruger i sin ECO Delivery, er produceret fra genanvendelig og bæredygtig biomasse og certificeret som et bæredygtigt brændstof.
Aftalen mellem parterne træder i kraft 1. september i år.