Mærsk leverer rekordresultat i første kvartal

Arkivfoto: Maersk

Første kvartal i år byder på det bedste kvartalsresultat nogensinde for A.P. Møller – Mærsk, hvor den samlede driftsindtjening nåede 3,1 milliarder dollar. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

A.P. Møller – Mærsk kom exceptionelt godt ud af første kvartal 2021 med et rekordresultat. Den høje vækst og indtjening var drevet af solid fremgang på tværs af forretningen. Høj efterspørgsel førte til flaskehalsproblemer og mangel på containere og kapacitet, hvilket sendte fragtraterne i vejret.

Omsætningen i kvartalet steg med 30 pct. til 12,4 milliarder dollar, drevet af en stigning på 5,7 procent i volumener, kombineret med et 35 procent løft af fragtraterne. Lavere bunkerpriser var samtidig med til at forbedre EBITDA i Ocean til 3,4 milliarder dollar. Det er hele 2,2 milliarder dollar mere end samme kvartal sidste år.

Den samlede driftsindtjening nåede 3,1 mia. dollar mod 552 millioner dollar for i samme kvartal sidste år. Det er det bedste kvartalsresultat nogensinde.

“Overordnet set er vi meget tilfredse med den positive udvikling i  forretningen i første kvartal. Den høje indtjening leder til et afkast på den investerede kapital (ROIC) på 15,7 procent. Sammen med de stærke frie pengestrømme muliggør det yderligere investeringer i transformationen, samtidig med at vi både accelererer det eksisterende aktietilbagekøbsprogram og samtidig lancerer et nyt program på cirka 5 milliarder dollar over de kommende 2 år,” siger administrerende direktør hos Maersl, Søren Skou.

Også forventningerne til resultatet for hele 2021 er positive, fordi opturen for container-shipping forventes at vare til ind 4. kvartal. På den baggrund er forventningerne til EBITDA for hele året opjusteret fra tidligere 8,5-10,5 milliarder dollar til 13-15 milliarder dollar.

“Vores fokus er fortsat på den langsigtede transformation af A.P. Møller – Mærsk, og vi prioriterer vores kunders behov for integrerede logistikløsninger. Strategien er blevet yderligere bekræftet i første kvartal, og dialogen med vores kunder handler i stigende grad om langsigtede, værdibaserede partnerskaber frem for  kortsigtede her-og-nu løsninger. Det er grundstenen for en fortsat stabil vækst i A.P. Møller – Mærsk,” siger Søren Skou.

Powered by Labrador CMS