Nytårsvision 2025 for Mercy Ships: Vi vil hjælpe endnu flere mennesker med specialiseret kirurgi
– Mit mål er at gøre Mercy Ships til strategisk partner for endnu flere kirker og maritime virksomheder, pointerer Mercy Ships Danmarks nye generalsekretær Charlotte Nørholm Dyhr.
– Jeg vil være med til at sikre ressourcer og engagement til at hjælpe så mange mennesker som muligt. Vores fokus er altid på det enkelte menneske, der har behov for hjælp!
Sådan indleder Charlotte Nørholm Dyhr sine visioner for det nye år og fremtiden. Hun tiltrådte som ny generalsekretær for Mercy Ships Danmark den 1. januar 2025.
Charlotte Nørholm Dyhr lover at gøre sit til – sammen med de 15 andre ressourcelande – at der er både midler og mennesker til at drive organisationens to hospitalsskibe langs Afrikas kyster.
Vil udvide hjælpearbejdet
– Min opgave bliver at sikre, at vi har de ressourcer og det personale, der kræves for at opretholde og udvide vores arbejde, forklarer Charlotte Nørholm Dyhr.
Derfor vil hun styrke organisationens dynamik og positionere Mercy Ships som en strategisk partner for både kirkelige netværk og den maritime/shipping branchen og den medicinale industri.
Danmark er kendt for sin styrkeposition inden for skibsdrift, shipping og medicinalindustrien med blandt andet virksomheder som Mærsk, MAN og Novo Nordisk som nogle af flagskibene.
– Det er oplagt at udnytte dette potentiale til at nå bredere ud, styrke vores netværk og dermed hjælpe endnu flere mennesker, siger Charlotte Nørholm Dyhr.
Frivillighedens essentielle rolle
En central del af Mercy Ships’ arbejde er det enorme bidrag, som frivillige spiller i organisationens succes.
– Frivillige fra mange forskellige faggrupper og baggrunde bidrager ikke blot med deres kompetencer, men også med deres tid og energi for at gøre en konkret forskel i menneskers liv. For mange af disse frivillige er det et livsforandrende engagement, og det er med til at skabe et stærkt fællesskab, der er fundamentalt for organisationens succes, siger Charlotte Nørholm Dyhr.
Frivillighed er ikke kun noget, der sker ombord på skibene, men frivillige spiller en afgørende rolle i arbejdet hjemme i Danmark, mener hun. De, der vælger at hjælpe på kontoret, giver ligeledes deres tid og ekspertise – enten i administrativt arbejde, fundraising, eller ved at være ambassadører for Mercy Ships’ mission i Danmark.
– Det er denne brede opbakning, både fra dem, der sejler med på skibene og dem, der støtter hjemmefra, der gør det muligt for Mercy Ships at nå ud til de mest trængende og levere livsforvandlende kirurgi, siger Charlotte Nørholm Dyhr.
– Som generalsekretær ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at skabe en arbejdsplads, der både byder på professionelle muligheder og giver de frivillige et meningsfyldt fællesskab.
– Uanset om man er på skibene i Afrika eller hjælper med at koordinere arbejdet hjemmefra i Danmark, bidrager alle frivillige til en større mission – at sikre, at mennesker i nød får den hjælp, de har brug for. Det er denne dedikation og solidaritet, der muliggør de gratis, livsforvandlende operationer, som Mercy Ships tilbyder.
Gratis operationer forvandler liv
Mercy Ships tilbyder livsforvandlende, gratis operationer til dem, der i Afrika ikke har mulighed for specialiseret kirurgi andet steds.
– Vores indsats kombinerer direkte hjælp med kapacitetsopbygning gennem træning, der sikrer, at lokale sundhedssystemer kan fortsætte arbejdet i fremtiden, siger generalsekretæren.
Alt dette realiseres via to hospitalsskibe, der er bemandet med professionelle frivillige som læger, sygeplejersker, kirurger, maskinmestre, ingeniører og mange andre faggrupper, som bidrager med deres ekspertise og dedikation. Skibene Global Mercy sejler langs Afrikas vestkyst og Africa Mercy langs kontinentets østkyst. Sidstnævnte er den tidligere storebæltsfærge Dronning Ingrid, der er ombygget og nyrenoveret.
Tidligere generalsekretær bliver fundraiser
Målet er at skabe bæredygtige forandringer:
– Vi er en organisation, der forandrer liv – ikke kun for
dem, vi hjælper, men også for vores frivillige og samarbejdspartnere.
Charlotte Nørholm Dyhr afløser Vibeke Hauge Førrisdahl, som fortsætter i organisationen som fundraising manager på deltid, efter eget ønske, grundet sygdom i familien.
– Jeg ser frem til at bygge videre på det solide fundament, som Vibeke Hauge Førrisdahl har skabt, og samarbejde med hende i hendes nye rolle, slutter Charlotte Nørholm Dyhr.