Kullet tilbage i Ensted – Skal sikre elforsyningen i Europa
Frem til udgangen af 2023 kommer der igen kul på Ensted. I tæt dialog med Energistyrelsen har Aabenraa Havn og SDK Shipping indgået samarbejde om omlastning af kulleverancer fra blandt andet Sydafrika og Colombia i Aabenraa.
De massive sanktioner af gas og kul fra det krigsførende Rusland skaber enorm usikkerhed på det europæiske energimarked. I takt med at vinteren rykker tættere på, stiger bekymringen for, hvordan Europas lande skal klare sig igennem den forestående europæiske energikrise i årets koldeste måneder. Den alvorlige situation kalder på handling, samarbejde og konkrete løsninger.
Derfor vender kullet nu tilbage til Aabenraa Havn i en tidsbegrænset periode. For havnens strategiske beliggenhed og store dybde gør den til en vigtig brik i at sikre den europæiske energiforsyning. Genstarten af kulleverancer til Aabenraa skal således bidrage til, at flest muligt kan komme gennem vinteren, mens energikrisen står på i Europa.
“I Aabenraa kan vi være med til at gøre en konkret forskel i en meget alvorlig situation. Derfor er vi på Aabenraa Havn stolte af, at vi kan bidrage til at sikre den europæiske energiforsyning. Så selvom vi fortsat har fuld skrue på den grønne omstilling, har det ikke været en svær beslutning at byde kullet velkommen tilbage til Ensted i den periode, hvor vi gør os fri af russisk eksporteret brændsel,” siger Erwin Andresen, der er bestyrelsesformand for Aabenraa Havn.
Det er Aabenraa Havn og SDK Shipping, der med opbakning fra Energistyrelsen sammen skal sikre forsyningslinjen af kul. Leverancerne af kul fra blandt andet Sydafrika og Columbia vil begynde at ankomme til Ensted allerede i uge 39. Efter ankomsten omlastes kullet og fragtes videre med mindre skibe og pramme til eksempelvis Polen og Tyskland, hvor lokale el- og varmeværker midlertidigt omstilles til kulfyring for at kompensere for Putins gas.
Aftalen mellem Aabenraa Havn og SDK løber foreløbigt frem til udgangen af 2023, og det forventes, at op mod en million tons kul årligt vil blive omlastet og udskibet fra Aabenraa.
“Ensted er en af de to dybeste havne i hele Østersøområdet, og det er afgørende for, at kullet kan sejles ind med nogle af verdens største fragtskibe, som vi nu kommer til at se i Aabenraa. Samtidig har vi rigtig gode erfaringer fra tidligere samarbejder med SDK om omlastning af store mængder bulkvarer. Så vi forventer ingen problemer og kan derfor straks gå i gang med den vigtige opgave det er at sikre en forsyningskæde af energi til både danske og europæiske husstande,” siger direktør på Aabenraa Havn, Henrik Thykjær.