Kom med ombord på Springeren – Danmarks sidste danskbyggede ubåd
Ved Limfjordens bredder i Aalborg kan du komme ombord på et stykke Danmarkshistorie. Her ligger nemlig den sidste danskkonstruerede og danskbyggede ubåd – S329 Springeren.
Den mintgrønne maling er som tapetseret på rør og overflader, og i kombination med de støvblå madrasser og rustbrune nuancer, som udgør interiøret i Springeren, så bliver man ved første skridt ind i ubåden med ét sendt adskillige årtier tilbage i tiden.
“I det her rum boede man 20 mand,” fortæller museumsdirektør Mads Sølver Pedersen, inden han vender rundt og peger.
“Der har været køjer dér, og der har været køjer i midten. Men det foregik jo på den måde, at der mange gange var 12-timers vagter, så der var 10 mand på arbejde og 10 mand, der havde fri,” forklarer han om den intime sovesal, som egentligt er et torpedorum, men også fungerede til både opbevaring og ophold.
Fra loftet stråler flere gullige lamper om kap med lyset fra den til lejligheden skabte dør i ubådens skrog, men alligevel er det som om, at mørket har et bestandigt tag i torpedorummet, og man tænker som gæst, at det må have krævet et samarbejde og sammenhold udover det sædvanlige at sejle rundt i det gamle fartøj.
Skulle vise livet på en ubåd
Ubåden med det rette navn S329 Springeren indgik fra 1964 og frem til 1990 i det danske forsvar, hvor dens primære opgave var at holde øje med russerne i Østersøen under Den Kolde Krig.
Men da Forsvaret herefter kiggede efter andre skibe til at forny flåden, så lykkedes det for den lokale marineforeningen og byrådet i Aalborg at skaffe opbakning til et museum i byens vestlige ende, og på den måde gik det til, at det store undervandsfartøj blev trukket på land og gjort til hovedattraktion i det, der i dag hedder ‘Springeren – Maritimt Oplevelsescenter’.
Eneste krav fra Forsvaret var, at Springeren skulle ligge, som den gjorde, da den sejlede, så folk kunne se, hvordan livet i en ubåd tog sig ud.
“Og det gør den også. Selv kufferterne fra den sidste tur ligger på hylden, og der er ikke lavet noget om inde i den siden da,” fortæller Mads Sølver Pedersen.
En dunst af dieselolie og sved
I alt 33 mand – otte officerer og 25 sergenter og menige – udgjorde besætningen i den godt 50 meter lange ubåd, og man behøver ikke at have gået mange år i skole for at kunne udregne, at pladsen ombord var særdeles trang.
“Det var minimalistisk at arbejde her, og det tøj man arbejdede i, havde man på i en uge-halvanden. Folk skiftede jo ikke tøj, for de havde ikke ret meget med. Og samtidig var her måske knap 40 grader varmt, så folk lugtede af dieselolie og sved. Men det gjorde alle jo, så der var ikke den store forskel,” lyder det fra Mads Sølver Pedersen.
I dag er både de høje temperaturer og svedlugten for længst væk, men den svage duft af dieselolie hænger stadig i næseborene, når man bevæger sig ned gennem ubåden. Forbi officersmessen med interiøret af træ, toiletterne, som besætningen ofte måtte bakke ind på, og ‘badeværelset’, der bestod af en håndvask i et hjørne.
Længere bagude – cirka midt i ubåden – stopper Mads Sølver Pedersen op og peger ind i et lille rum på størrelse med et klædeskab. På forunderlig vis er der fundet plads til både ovn, håndvask, komfur og en ganske moderne emhætte rundt om det, der ligner én kvadratmeters gulvplads.
“Det her er køkkenet, hvor man lavede mad til hele besætningen tre gange om dagen. Det kan jeg stadig ikke forstå,” lyder det fra direktøren, mens han trækker på smilebåndene og forklarer, at besætningen da også mange gange boede på hotel, når de kom i havn – ganske enkelt på grund af forholdene ombord.
