17.000 jobs og 3,1 milliarder i skatteindtægter – Så dyrebar er Aarhus Havn
Aktiviteterne på Danmarks største havn, Aarhus Havn, skaber over 17.000 job og skatteindtægter på 3,1 milliarder. Det viser en ny analyse fra Incentive DK.
En ny analyse fra Incentive DK viser, at Aarhus Havns aktiviteter bidrager markant til både jobskabelse, skatteindtægter og vækst. Aktiviteterne i Aarhus Havn medfører 17.255 beskæftigede (årsværk) i hele Danmark, heraf 8.850 alene i Aarhus Kommune.
De samlede aktiviteter giver anledning til skatteindtægter på cirka 3,1 milliarder kroner i hele Danmark og en bruttoværditilvækst i virksomhederne på 12,2 milliarder kroner. Heraf tegner Aarhus sig for de 7,2 milliarder kroner.
Antallet af beskæftigede er baseret på virksomheder, der ligger på Aarhus Havn, samt andre uden for havnen, der er beskæftigede i forbindelse med aktiviteter i Aarhus Havn. Jobskabelsen sker eksempelvis i lager-, logistik- og containervirksomheder, hos speditører og vognmænd, hos told- og veterinærmyndigheder og øvrige virksomheder, som er knyttet til havneaktiviteten. Hertil kommer selvfølgelig Aarhus Havns egne medarbejdere.
De havnerelaterede jobs er dermed vokset markant siden seneste opgørelse fra 2017, som viste, at Aarhus Havn dengang genererede omkring 10.000 arbejdspladser.