Bestyrelsen for Aarhus Havn har valgt ny formand
Den nye formand for havnens bestyrelse er Borgmester Anders Winnerskjold (A).
"Jeg vil sige tak for den tillid, som bestyrelsen har vist mig. Bestyrelse og ledelse har sammen en vigtig opgave i at tage de næste skridt fremad for Aarhus Havn. Havnen og byen har altid udviklet sig i takt med hinanden. Sådan har det været gennem tiden, og sådan vil det også være fremadrettet. Havnen har afgørende betydning for ikke bare Aarhus, men for hele Danmark", lyder det fra Anders Winnerskjold. Bestyrelsen for Aarhus Havn består dermed af formand Anders Winnerskjold, næstformand Agneta Björkman, Anne Hammer (suppleant for Jan Ravn Christensen), Lars Fournais, Bünyamin Simsek, Line Markert, Ole Thomsen og Tom Linneberg.
Anders Winnerskjold overtog borgmesterposten den 6. november i år, i forbindelse med at nu tidligere Borgmester Jacob Bundsgaard (A) trak sig fra Byrådet.
Anders Winnerskjold har været medlem af Aarhus Byråd siden 2018, hvor han har bestredet forskellige poster, senest som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Som borgmester for Aarhus er han desuden formand for byrådet og Magistraten samt øverste politiske chef for Borgmesterens Afdeling. Her tager man sig blandt andet økonomiske anliggende og koordinerer opgaver på tværs af magistratsafdelingerne. Anders Winnerskjold er 32 år gammel, født, opvokset og bosat i Aarhus , han er uddannet som cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.