Aarhus Havns driftsdirektør vinder stor pris
Driftdirektør Anne Zachariassen fra Aarhus Havn har vundet titlen som ”Årets Sustainability Leder”.
Blandt fem danske erhvervsledere, der var nomineret til prisen ”Årets Sustainability Leder” valgte juryen driftsdirektør Anne Zachariassen fra Aarhus Havn ved prisuddelingen Sustain Awards 2021 på Langelinie Pavillonen i København.
Bag prisuddelingen står det digitale medie Sustain Report, der er målrettet læsere med interesse for bæredygtighed på tværs af brancher og sektorer.
Kriterierne for at vinde prisen var, at man som leder har sat en ny og mere ambitiøs bæredygtig retning for virksomheden det seneste år, ligesom det var et krav, at man har gjort en målbar forskel som leder i forhold til bæredygtighed. Desuden lagde juryen vægt på, at lederen har formået at engagere og inspirere såvel sin egen organisation som aktører udenfor.
Anne Zachariassen gjorde i sin takketale klart, at hun ligesom så mange andre først for få år siden blev klar over, hvor kritisk situationen var i forhold til klimaet.
”Indtil for nogle få år siden var jeg af den opfattelse, at hvis vi bare valgte de rigtige teknologiske løsninger og i øvrigt opførte os fornuftigt, så skulle det nok gå. Men så gik det op for mig, at situationen omkring klimaet er meget kritisk, og hvis vi skal have held til at vende situationen, så skal verdens virksomheder i aktion, og vi skal have politikerne til at handle sideløbende,” sagde Anne Zachariassen fra talerstolen.
Hun glædede sig over, at mange virksomheder allerede er gået i gang med den grønne omstilling. Desuden fortalte hun kort om, hvordan Aarhus Havn både arbejder med bæredygtighed i egen virksomhed og samtidig prøver at påvirke de 150 virksomheder, der har lejet sig ind på havneområdet, men også de virksomheder, der blot sejler eller kører til og fra havnen.
Aarhus Havn har i løbet af de seneste år indført rabat til grønne skibe, etableret landstrøm til Molslinjens færger og for nylig besluttet at investere i landstøm til krydstogtskibe. Desuden er havnen i dag belyst med LED, og adskillige maskiner og biler er udskiftet til mere bæredygtige modeller. Endelig arbejder Anne Zachariassen for at øge biodiversiteten både på land med blomstrende arealer og til vands med biohuts, der skal øge fiskebestanden i havnen.
Indstillingerne til prisen er kommet efter, at redaktionen på Sustain Report har spurgt flere ledende figurer fra det danske sustainability-miljø, hvilken leder, der i 2021 specielt har udmærket sig i arbejdet med bæredygtighed og den grønne omstilling.