Dansk havn har konkret plan for CO2-neutralitet

Arkivfoto: Aarhus Havn

Mindre forbrug af diesel til biler, en lavere emissionsfaktor fra det nationale energimix og et mindre forbrug af brændstof til lods- og slæbebåde. Det er blandt grundene til, at Aarhus Havn er godt på vej mod at blive CO2-neutral. Det skriver havnen i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Udover at have nedbragt sit CO2-bidrag med yderligere 14 procent i 2020 har Aarhus Havn for første gang anvist, hvordan virksomheden vil opnå CO2-neutralitet i 2030. Det fremgår af Aarhus Havns seneste bæredygtighedsrapport, der netop er offentliggjort, at virksomheden i 2020 nedbragte sit CO2-biddrag med 14 procent til 1787 tons CO2.

Ifølge Aarhus Havns driftsdirektør Anne Zachariassen er resultatet et udtryk for et mindre forbrug af diesel til biler, en lavere emissionsfaktor fra det nationale energimix (større andel af vindenergi) og et mindre forbrug af brændstof til lods- og slæbebåde.

”Rederiernes skibe bliver stadig større, så selvom godsmængden er steget, betyder det færre anløb og dermed reduceret aktivitet for vores lods- og slæbebåde. Men det er en positiv udvikling, fordi det samlede CO2-aftryk på søtransport af gods dermed falder,” siger Anne Zachariassen.

Hun har desuden taget initiativ til, at Aarhus Havn ikke blot taler om CO2-neutralitet i 2030, men også helt konkret har kortlagt, hvor besparelserne skal ske for at opnå dette mål.

”En fuld elektrificering af vores maskin- og bilpark indgår som et væsentligt element. Desuden vil vi omlægge vores energiforbrug til grøn energi, ligesom vores marine brændselsforbrug skal konverteres til CO2 -neutrale produkter,” fortæller Anne Zachariassen.

For virksomheden Aarhus Havn er det naturligvis vigtigt at opnå CO2-neutralitet i 2030, men Anne Zachariassen er ligeså optaget af at gøre hele havnen i Aarhus til den mest bæredygtige havn i Østersøområdet. Derfor har hun etableret et bæredygtighedsnetværk, hvor en række af havnens 150 virksomheder allerede har stemplet ind med henblik på samarbejde om energiforsyning og grønne forretningsmodeller.

”Aktuelt oplever vi øgede krav om bæredygtighed fra myndighederne og dermed øgede omkostninger for virksomhederne. Bæredygtighed er morgendagens ”licens to operate”, men mange virksomheder har måske også svært ved at vide, hvad de konkret kan gøre, og her kan et stærkt netværk være til hjælp, så alle ikke skal finde hver sin løsning på samme udfordring,” fastslår Anne Zachariassen.

Powered by Labrador CMS