Markant fremgang – 2022 blev et nyt rekordår på Aarhus Havn

Foto: Aarhus Havn

Nye tal viser, at Danmarks største erhvervshavn fortsætter fremgangen og kan præsentere den største godsomsætning i de seneste fjorten år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Aarhus Havn kunne i 2022 notere en samlet fremgang for både containere og massegods på hele 9 procent sammenlignet med 2021. Det viser netop offentliggjorte tal fra den østjyske havn.

Fremgangen i godsmængder, der sendes over kaj på Aarhus Havn, sker i et år, der har været præget af store ændringer og usikkerheder på de globale markeder.

“2022 har på mange måder været et specielt år. Samtidig med at der sker store uforudsete ting i verden, oplever vi, at flere virksomheder sender større mængder gods gennem Aarhus Havn. Det er jeg selvfølgelig enormt glad for. Det betyder nemlig fremgang, udvikling og arbejdspladser i Aarhus, Østjylland og hele Danmark,” lyder det fra havnedirektør Thomas Haber Borch, der ser en tendens til, at skibstransporten vinder markedsandele.

“Fremgangen i Aarhus Havn skyldes blandt andet, at skibstransporten til Aarhus vinder stigende markedsandele i forhold til for eksempel transport med lastbil fra Hamborg. Det er en gevinst for klimaet, da skibstransporten er den mest bæredygtige transportform. Det skal vi selvfølgelig kunne understøtte på havnen nu og fremadrettet,” siger han.

Der har over de seneste 10 år været en fremgang i den samlede godsomsætning på havnen på over 30 procent. I 2022 blev der sendt samlet 11.047.351 millioner tons og 759.000 TEU’s containere over kaj. Det er den største godsomsætning i hele fjorten år og største containeromsætning nogensinde.

Der har længe været pladsmangel på Aarhus Havn, og den store fremgang i godsmængderne presser da også kapaciteten på havnen til et niveau, der ikke er set før, lyder det fra havnedirektøren.

“Fremgangen understreger Aarhus Havns rolle i ikke bare Danmark, men i hele verden. Vi er en central del af den nationale og internationale infrastruktur, og vi skal hele tiden sikre danskernes forsyning, og at danske virksomheder har de bedste og mest effektive forbindelser til verden. Men fremgangen presser kapaciteten på et niveau, vi ikke har set før, og behovet for mere areal har nok aldrig været større,” siger Thomas Haber Borch.

2023 tegner imidlertid til at blive et usikkert år, hvor krigen i Ukraine kommer til at sætte sine spor, og det får også havnedirektøren til at være mere afdæmpet i forventningerne til godsomsætningen på havnen.

“Vi har haft en meget markant fremgang i godsomsætningen over flere år. Også større end vi og flere analyser havde forventet. Det er klart, at når verden omkring os er præget af så store usikkerheder, som i øjeblikket, så kommer billedet i 2023 formentlig til at være et andet. Vi forventer derfor ikke, at fremgangen bliver så markant som tidligere, men i stedet aftager i 2023,” siger Thomas Haber Borch.

Powered by Labrador CMS