Danske selskaber i fællesprojekt på Aarhus Havn

Arkivfoto: Aarhus Havn

Selskaberne SDK Shipping og Danish Agro vil styrke mange års samarbejde og stifte et fælles stevedoreselskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

SDK Shipping og Danish Agro har gennem mange år haft et samarbejde på losning og lastning af skibe i Aarhus, og nu tager de skridtet videre og dannet et fælles selskab under navnet SDK Stevedore. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Formålet med det nye selskab er at sikre optimal håndtering af Danish Agros mange produkter og stigende krav til fleksibel håndtering i Aarhus ved bedre at udnytte det samlede potentiale i de to selskaber.

“Vi er meget begejstrede over, at vi nu kan bygge videre på det samarbejde, som vi i mange år har haft med Danish Agro. Styrken i vores nye aftale ligger i de synergier, som vil binde os tættere sammen og fremtidssikre vores setup. Dermed får vi en mere lean virksomhed til stor gavn for vores kunder. Danish Agro og SDK Shipping har mange fælles værdier og en fælles tilgang til måden at arbejde på, og vi ser meget frem til at fortsætte som en samlet enhed mod vores fælles mål og ambitioner,” siger Lars Jespersen, CEO i SDK Shipping.

Både Danish Agro og SDK Shipping har havnefaciliteter på Aarhus havn. Ved at slå sig sammen, vil begge virksomheder opnå synergier og driftsfordele og styrke det engagement, som de begge har været med til at bygge op.

“Vi glæder os over den nye strategiske aftale, som betyder, at vi sammen kommer til at være mere fleksible. SDK Shipping og Danish Agro har et tæt og tillidsfuldt samarbejde i dag, som jeg ser frem til bliver endnu stærkere med den nye aftale. Vi får nu mulighed for i fællesskab at nedbringe omkostninger og optimere vores losninger og lastninger på Aarhus havn,” siger Jens Toft, Logistikdirektør i Danish Agro.

Powered by Labrador CMS