Arbejdet med anden fase af Lynetteholm er sat i gang

Foto: By & Havn

Mandag aften gik arbejdet med at anlægge anden fase af Lynetteholms stendæmning i gang. Projektet skal indgå som en del af en samlet stormflodssikring af København.

Offentliggjort Sidst opdateret

I aftes blev der taget endnu et skridt på vejen mod Københavns nye halvø og stormflodssikringsprojekt, da arbejdet med at anlægge anden og sidste fase af Lynetteholms stendæmning, også kaldet perimeter, blev sat i gang.

Den første fase af Lynetteholms perimeter stod færdig i april 2023, og stendæmningen kan ses ud for Refshaleøen i Københavns østhavn, hvor den bugter sig i vandet og former første fase af Lynetteholms omkreds.

Siden juni har havneselskabet By & Havn været i gang med at fylde denne første og mindre del af Lynetteholm op med overskudsjord fra byggeprojekter i København og omegn, og området ventes opfyldt om cirka tre år.

Kystlandskab som stormflodssikring

Det arbejde, der nu er sat i gang , udgør den anden og sidste fase af Lynetteholms perimeter af sten. Det vil sige den sidste del af Lynetteholms omkreds, som efter planen står færdig i 2026. Herefter er Lynetteholms fase 2-område også klar til at blive fyldt op med overskudsjord fra byens byggepladser.

Udover selve perimeteren skal der frem til 2026 også etableres en midlertidig stendæmning formet med kystfremspring, som skal gøre det muligt at etablere Lynetteholms kystlandskab mod Øresund. Landskabet bliver en central del af projektets stormflodssikring, hvis strandområder i fremtiden skal fungere som en buffer mellem by og hav. Det er ambitionen, at første etape af kystlandskabet kan åbne for offentligheden omkring 2029.

Fokus på at reducere CO2

I oktober i år skrev By & Havn kontrakt med entreprenørvirksomheden Aarsleff, som har vundet den samlede entreprise på fase 2. Det var også Aarsleff, der anlagde første fase af Lynetteholms perimeter, der blev etableret med 14 procent mindre CO2-udledning end forventet. I fase 2 har By & Havn skærpet kravene, så Aarsleff igen gør deres yderste for at reducere CO2-udledningen i anlægsfasen.

Aarsleff skal bygge Lynetteholms stendæmning op fra havbunden. For at sikre sig, at dæmningerne ligger stabilt, har man altså fra i dag kunnet observere det første graveskib, der har påbegyndt arbejdet med at fjerne havbundsmateriale. Inden længe vil endnu et graveskib støde til, og begge skibe vil derefter arbejde med at opgrave den del af havbundsmaterialet, som er nødvendigt at fjerne.

Powered by Labrador CMS