Dansker valgt til Det Franske Marineakademi

Michael Prehn (t.v) samt Thierry Dalberto, der ligeledes er æresmedlem, og som har været primus motor på Michael Prehns optagelse. Foto: Den danske ambassade i Paris / Maritime Danmark
Michael Prehn (t.v) samt Thierry Dalberto, der ligeledes er æresmedlem, og som har været primus motor på Michael Prehns optagelse.

Den forhenværende underdirektør i Danske Maritime, Michael Prehn, blev i sidste uge valgt til Det Franske Marineakademi.

Offentliggjort

Der var med historisk vingesus, at Danske Maritimes forhenværende underdirektør Michael Prehn i sidste uge officielt blev optaget i Académie de Marine – Det Franske Marineakademi – ved en officiel ceremoni i Paris. Det oplyser Danske Maritime i en pressemeddelelse.

Med et dekret underskrevet af den franske præsident, Emmanuel Macron, træder Michael Prehn ind i medlemskredsen på akademiet, som blev oprettet i 1752, og som blandt andet tidligere har haft Prins Henrik som æresmedlem.

Académie de Marine er i Frankrig en administrativ offentlig institution under forsvarsministeren og under såkaldt beskyttelse af præsidenten. Akademiet arbejder til fordel for hele den maritime branche med en mission om at tilskynde til avancerede studier inden for alle relevante områder på tværs af maritime felter og verdenshavene. Akademiet tilskynder ligeledes til forskning, initiativer og krydsning af erfaringer, der kan være af interesse for de forskellige maritime aktiviteter, og arbejder for at kaste lys over debatterne og give beslutningstagere og borgere en mening baseret på erfaringer og ekspertise.

“Det er en anerkendelse af Danmark som en teknisk førende maritim nation, at Frankrig søger en repræsentant fra netop Danske Maritime og vores dygtige, maritime industri som medlem af dette højt ansete forum, og jeg er naturligvis meget beæret over at være blevet udpeget. Deltagelsen giver adgang til udveksling af maritime viden på højt niveau mellem Danmark og Frankrig. Det kan både være til fransk fordel, fordi den maritime industri i Danmark er kendt som en af de dygtigste til at udvikle nye, grønne teknologier, og til dansk fordel fordi den franske regering har meget stort fokus på den maritime branche og bakker sine maritime erhverv mere op, end hvad vi oplever i Danmark. Så der er både et eksportpotentiale og basis for et stærkt samarbejde om innovation og fælles fremdrift. Jeg glæder mig utrolig meget til arbejdet,” lyder det fra Michael Prehn.

Akademiet har i alt 78 fuldgyldige medlemmer, 20 udenlandske associerede medlemmer og mere end hundrede faste gæster. Debatterne har en analytisk tilgang, og akademiet udgiver analyser og studier – oftest forfattet af dets medlemmer – og er desuden høringspart for den franske regering.

“Jeg vil gerne ønske Michael Prehn varmt tillykke med udnævnelsen. Det er et forum for debat på højt niveau – ofte også med deltagelse af relevante franske myndigheder – og at vi dermed får de stærke danske kompetencer repræsenteret af en person, som har arbejdet for branchen i tre årtier, er yderst glædeligt. Vi har på tværs af landene diverse fælles interesser, hvor for eksempel et stærkt europæisk søværn i øjeblikket er et højaktuelt emne. Akademiet får i Michael en dansk repræsentant, som både kan dykke ned i detaljerne og tale med på strategisk, politisk niveau. Jeg glæder mig til at følge arbejdet,” siger Danske Maritimes administrerende direktør, Jenny Braat.

Powered by Labrador CMS