Fire droner nedskudt af dansk fregat i Det Røde Hav
Iver Huitfeldt hjalp i weekenden til i kampen mod Houthi-bevægelsen fra Yemen, da den danske fregat stor bag nedskydningen af fire droner i Det Røde Hav.
Et større angreb rettet mod skibstrafikken i Det Røde Hav og Adenbugten blev i weekenden afværget, da krigsskibe fra blandt andet USA og Danmark skød mere end 15 angrebsdroner ned. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
Den danske fregat Iver Huitfeldt, der er udsendt til området, stod bag nedskydningen af fire af dronerne, og ifølge Forsvaret er både skib og besætning i god behold.
"Klokken lidt over 04.00 lokal tid erkendte vi en drone, som var på vej mod Iver Huitfeldt og de omkringliggende skibe. Efter at have sikret os, at der var tale om en fjende, engagerede og nedkæmpede vi den. I løbet af den følgende time skete dette yderligere tre gange," lyder det fra skibschefen på Iver Huitfeldt, kommandørkaptajn Sune Lund.
Iver Huitfeldt har efterfølgende været i løbende kontakt med flere civile fartøjer i nærområdet, der som følge af indsatsen fra koalitionen blev beskyttet mod angreb fra dronerne.
Houthi-bevægelsens angreb på skibe i Det Røde Hav og Adenbugten har fundet sted siden november 2023.